Nyhed

Alice In Chains-bassist fundet død

Grungebandets oprindelige bassist, Mike Starr, blev natten til i går fundet død i sit hjem i Salt Lake City

Den tidligere bassist i Alice In Chains, Mike Starr, er død. Ifølge udenlandske medier blev den 44-årige Starr fundet livløs i sit hjem i Salt Lake City natten til i går, og det lokale politi kunne hurtigt konstatere, at der ikke havde været tale om en forbrydelse.  

Den præcise dødsårsag er i skrivende stund uvis, men flere medier spekulerer i, om Starrs omfattende forbrug af smertestillende medicin kan være skyld i bassistens alt for tidlige bortgang, ligesom det er velkendt, at Starr havde svært ved at holde fingrene fra stoffer.

Sidste år deltog han i det amerikanske reality-program, "Celebrity Rehab With Dr. Drew", hvor Starr for åben skærm forsøgte at blive sit misbrug kvit. Så sent som 17. februar i år blev den langlokkede bassist imidlertid arresteret i Salt Lake City med adskillige slags smertestillende medikamenter på sig.

Mike Starr var i 1987 med til at danne Alice In Chains, der siden skulle blive en fremtrædende del af 90'ernes grunge-scene, og forlod bandet i 1993, fordi han angiveligt ikke var begejstret for det intensive turnéliv, kvartetten på daværende tidspunkt lagde for dagen.

Med Mike Starrs bortgang er der nu kun to medlemmer, guitarist Jerry Cantrell og trommeslager Sean Kinney, tilbage fra Alice In Chains' oprindelige lineup. I 2002 døde gruppens karismatiske frontmand, Layne Staley, på tilsvarende tragisk vis af en overdosis.

ANNONCE