Stereo Studio i Købmagergade får lørdag besøg af det hæderkronede svenske metalband
På fredag sender de svenske veteraner udi vikingemetal, Amon Amarth, deres ottende studiealbum på gaden, og det bliver blandt andet fejret med en instore-signing i København for bandets danske fanskare.
Dagen efter udgivelsen, lørdag 26. marts kl. 10.30, vil kvintetten være at finde i Stereo Studio i Købmagergade, hvor "Sutur Rising" – som den nye udgivelse er blevet døbt – kan erhverves med dugfriske signeringer af Amon Amarth.
Senere på foråret vender de garvede svenskere i øvrigt tilbage til Danmark, når de 17. maj giver koncert i Store Vega sammen med amerikanske The Black Dahlia Murder. Der er stadig billetter at få til koncerten, som kan købes via GAFFA Live.