Nyhed

Efterskolernes talentmasse dyster i sangskrivning

DM i sangskrivning sætter fokus på efterskoleelever for at videreudvikle ungt musikalsk talent

I de kommende måneder løber DM i sangskrivning for efterskoler af stablen. Konkurrencen lanceres i dag den 7. marts og løber frem til maj, og vinderen får en professionel indspilning og et mix af sin sang til en værdi af 10.000 kr.

Efterskoleeleverne deltager i konkurrencen ved at uploade en video på efterskolernes videosite med et nummer de selv har skrevet i en hvilken som helst genre. Herefter bedømmes numrene af en jury med folk fra musikbranchen. 

Informationskonsulent i Efterskoleforeningen og tovholder på projektet Sune Kobberø fortæller om konkurrencen:


"På efterskolerne sker der en talentudvikling, som ikke findes andre steder (…). Fokus ligger på originalitet og at skrive gode sange snarere end på det rent tekniske, der er betinget af produktionsvilkårene på de enkelte efterskoler. Vi forventer rigtig mange deltagere med meget forskellige typer af sange, fordi de unge generelt er meget kreative og originale".

Konkurrencen har til formål at stimulere og udvikle de musikinteresserede efterskoleelevers sangskrivning, og samtidig skabe fokus på efterskolernes unikke musikmiljøer, forklarer Sune Kobberø endvidere: 

"Efterskoleeleverne skriver allerede gode sange, men somme tider kommer det ikke uden for den enkelte efterskoles musiklokaler. DM i sangskrivning har til formål at sætte fokus på den kreativitet og originalitet der udvikles på efterskolerne. En kreativitet, som vi som videnssamfund er afhængige af i fremtiden, hvis vi vil konkurrere på innovation og "ud af boksen"-tænkning". 


Kashmir (billedet), Carpark North, Mads Mouritz, Ida Corr, Vinnie Who og senest DMGP-vinderne A Friend in London er eksempler på navne, der startede deres spæde talentudvikling på efterskoler. 

Interesserede deltagere kan uploade videoer på efterskolernes videosite www.efterskoletube.dk fra i dag og frem til 19. maj, hvorefter der kåres en vinder.

ANNONCE