jj, My Evil Twin og Hymns From Nineveh er blandt de seks nye navne, der er føjet til programmet for årets Spot Festival
Svensk pop, indie, arabesque pop techno og shoegazerpop er overskriften når jj, Hymns From Nineveh, Shanghai, My Evil Twin, FCAN og Pil & Liv gæster Spot Festival til maj.
Göteborg-duoen jj (billedet) består af forsanger Elin Kastlander og makkeren Joakim Benon. Duoen, der på sin seneste udgivelse, mixtapet "Kills", har kastet sig over moderne klassikere som M.I.As "Paper Planes", 2Pacs "Changes" og Kayne Wests "Runaway", har de seneste år markeret sig i den musikalske undergrund med deres elektroniske pop.
Hymns From Nineveh, der er yderst pladeaktuel med den selvbetitlede debut, er for nylig strøget til tops på iTunes danske albumchart. Neo-folk-debuten blev af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt beskrevet som "10 meget smukke, melodiske og let melankolske sange med stærke tekster om tro, tvivl, håb og kærlighed", og fik i øvrigt 5 stjerner.
Danske Shanghai skaber pop, der har klare referencer til Pink Floyd og Tears for Fears. Det er første gang Shanghai spiller på Spot, og festivalen beskriver selv Shanghais musik som "iørefaldende og transcendens-søgende popmusik, der ligesom arabesken spinder som en spiral; round 'n' round og afsted mod uendeligheden".
My Evil Twin befinder sig stilmæssigt mellem synthpop og guitarbåret indierock. Sangene er skrevet af Cecilie Enevold Nielsen, og gruppen udgav for godt et år siden debuten "The Slow Escape". Desuden har de vundet talentkonkurrencen Starfighters og deltaget i Karrierekanonen på P3.
Avantgarteproektet FCAN har en forkærlighed for året 1991, hvilket går igen i deres lyd af 20 år gammel techno. Fascinationen af starthalvfemsernes musik bliver understreget af duoens visuelle profil i form af tv-prøvebilleder, 8mb æstetik og DOS-koder.
Søskendeparret Pil & Liv på henholdsvis 20 og 19 år, skriver og spiller selv deres musik. Personlig indiepop med luftige melodier vil være deres bidrag til årets Spot.
Spot Festival 2011 finder sted fra 27. - 28. maj i Århus, og billetter kan købes via spotfestival.dk