Den seneste gruppe med nye navne repræsenterer musik og musikere fra mange forskellige lande
Roskilde Festival er i dag klar med tre tilføjelser til programmet til årets festival, og her finder man musikere og genrer fra en stribe forskellige lande. Det drejer sig om danske Spids Nøgenhat (billedet), israelske Yemen Blues og orkestret Zun Zun Egui, der stammer fra England, men blander musikere fra flere kontinenter.
I festivalens pressemeddelelse præsenteres de tre navne således:
Spids Nøgenhat har opnået en næsten kultagtig status blandt danske musik-freaks. De sjældne koncerter med Spids Nøgenhat er bevidsthedsudvidende seancer, der bør få alle elskere af psykedelisk rock og mærkelige plantevækster til at møde op. Flere af bandets medlemmer har tidligere spillet på Roskilde Festival med bl.a. Baby Woodrose og Dragontears.
Yemen Blues blander den ældgamle lyd af det (u)lykkelige Arabien med messingblæsere, tværfløjte og slagtøj. Alt sammen forener bagmand Ravid Kahalani – en israeler med yemenitisk baggrund – i et potpourri fuld af blues og jazzet finesse. Et spændende fusionsprojekt med utallige dufte fra både Mellemøsten, Afrika og New York. Du finder næsten alle tænkelige aromaer i denne stærkt krydrede musik.
Zun Zun Egui er principielt at betragte som et britisk band, men i virkeligheden er her tale om en regnbuefarvet eksplosion af nationaliteter, genrer og musikalske sprog. Afrikansk guitar, japansk avantgarde og jazzet postrock fra Chicago tørner sammen i et dadaistisk musikkarneval. Et lydmareridt for alle der forlanger entydige landegrænser i deres musik. Fans af eksempelvis Frank Zappa, Mike Patton og Talking Heads vil til gengæld nikke anerkendende.
Roskilde Festival finder sted fra 30. til 3. juli med warm-up fra 26. juni. Se den fulde bandliste på Roskilde Festivals hjemmeside.
Køb billetter via GAFFA Live