Nyhed

Cake er klar til at indtage Vega

Vi har fanget forsanger John McCrea på landevejen forud for fredagens koncert i København

Fredag den 11/11/11 gæster californiske Cake Store Vega i København. Vi har fanget forsanger John McCrea på landevejen for at høre lidt om, hvad vi kan forvente.


Hvordan er det gået i øveren?


– Vi har øvet sangene fra det nye album en del, og jeg synes, det hjælper. For et halvt år siden lød de stadig lidt kluntede, når vi spillede dem live, men nu sidder de i skabet.

Hvad kan vi forvente os af koncerterne?

– Hvis du kun har hørt Cake på plade, så kan du forvente en mindre afmålt og præcis og mere energisk og larmende oplevelse. Det er egentlig ikke, fordi vi går op i lydstyrke, sådan er universet bare skruet sammen. Jeg mener, det er helt vildt vigtigt, at man ikke spiller i studiet, som om det var live, eller live, som om det var i studiet – det er to meget forskellige ting. Rockhistorien er fuld af grelle eksempler på bands, der ikke forstod det.


Hvad gør I, lige inden du går på scenen?

– Jeg strækker ud! Det hjælper mig med den traumatiske overgang fra backstage til scenen. Altså, i virkeligheden er det jo dybt unaturligt for et pattedyr at stille sig op foran tusinde andre pattedyr – det forekommer ikke i naturen. Så der er en grænse, der skal overskrides, og det hjælper udstrækning mig med. De andre ryger og spiser chips og den slags.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?


– Ikke alverden. Vi vil helst have økologisk mad uden genmodificerede afgrøder i, men det ignorerer spillestederne som regel. Det med forplejningslisterne er lidt af en magtkamp.

Hvad hører I i turbussen?

– Mix-cd'er, som jeg tager med. Jeg er helt vild med den brasilianske sangskriver og multiinstrumentalist Tom Zé, især hans tresser-ting, og ellers hører vi en del country, noget Neutral Milk Hotel, lidt gospel, den slags.


ANNONCE