Nyhed

DFUNK inviterer til velgørenhedsfest

Med fokus på unge flygtninges vilkår inviterer DFUNK til den årlige fest, Funkel, lørdag 26. november på Vesterbro

Funkel er stablet på benene i et samarbejde mellem DFUNK og syv unge performance-studerende fra Roskilde Universitet. Dj's, stand-up komikere og installationskunst mødes til en stor begivenhed, der bliver holdt i KB18 i Kødbyen på Vesterbro, København.

Fokus på unge flygtninge i Danmark

"Funkel er hverken indholdsløs drukfest eller traditionel oplysning – oplevelser og indhold er uløseligt forbundet. Vi vil feste igennem, og vi vil sætte en ny dagsorden om inklusion af unge flygtninge," siger Nadia Benneweis, der er en af de syv studerende fra Roskilde Universitet.


DFUNK har mere end 700 medlemmer, der arbejder for og med flygtninge og etniske minoriteter i Danmark gennem oplysning, sociale aktiviteter og events. 

Bredt program

Aftenen byder blandt andet på stand-up show af Kristoffer Eriksen og Thomas Skov, der er kendt som praktikanten i tv-programmet Det Nye Talkshow.


Voodoom, der er kendt for deres dansevenlige reggae, og Patchanka leverer ska-reggae. Aftenen byder også på diverse dj's som Rita Blue, Morten Greven (vinder af MTV's Clubaward 2011) (billedet) og Lars Jespersen (3. plads ved Danish DeeJay Battle 2002).

"Det er vigtigt for os, at kvaliteten er i top. Vi går ikke på kompromis, hverken når vi fester, eller når det gælder det frivillige arbejde. Rigtig mange unge har det lige som os, og det er dem vi skal engagere," udtaler Nadia Benneweis.

Funkel løber som sagt af stablen lørdag den 26. november. Billetbestilling til Funkel 2011 foregår her


ANNONCE