The Raveonettes' sangskriver elsker mørket og kulden – det tænder hans kreativitet
Det er første søndag i advent, og i den forbindelse kan du her læse første kapitel af GAFFAs adventskalender, hvor vi har spurgt en række markante musikere om deres forhold til den tilstundende højtid. Første mand er Sune Wagner, sanger og sangskriver i The Raveonettes, aktuelle med en danmarkturné op og opsamlingen "B-sides And Rarities".
Hvad er dine tre yndlingjulesange?
– Christmas (Baby Please Come Home) med The Crystals fra Phil Spectors juleplade. Den sang minder mig simpelthen så meget om Gremlins fra 1984. Det er en fantastisk sang, og Darlene Loves stemme har aldrig lydt bedre.
– Mele Kalikimaka med Bing Crosby. Det bliver da ikke meget bedre end jul på Hawaii. Lyden af Hawaii-guitar på en julesang er da helt på sin plads.
– Good Morning Blues med Ella Fitzgerald fra hendes Wishing You A Swinging Christmas-album. En fuldstændig legendarisk juleplade! Den er super-cool og groovy, man kommer i vanvittigt godt humør af den.
Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?
– Den får jeg i år, da min mor og søster har besluttet sig for at komme til New York og holde jul her. Så kan vi både holde jul den 24. og 25. december med masser af mad og vin – og selvfølgelig drinks på Bowery Hotel. Så bliver det sgu ikke meget bedre!
Hvad betyder julen for dig?
– Jeg kan godt lide mørket og kulden, det er en perfekt tid til at gå i det kreative hjørne. Jeg elsker at sidde i min lejlighed med træet eller træerne tændte og skrive sange på klaveret. Og så måske have en gammel klassisk film kørende i baggrunden.
Læs et længere interview om Sune Wagners forhold til julen i GAFFAs artikelsektion
The Raveonettes er på Danmarksturné fra 1.-10. december. Køb billetter via GAFFA Live.





