Nyhed

Lauryn Hill til Danmark med albumkoncert

Neosoul-sangerinden fremfører sit skelsættende debutalbum "The Miseducation of Lauryn Hill" i sin helhed til januar

Fænomenet albumkoncerter, hvor en kunstner eller et band fremfører et album live i sin helhed, har vundet stor udbredelse de senere år – senest med Kashmir i sidste måned – og nu har Lauryn Hill også meldt sig ind i klubben. Hun drager ud på en turné med sit skelsættende solo-debutalbum "The Miseducation of Lauryn Hill" fra 1998, og den turné rammer Falconer Salen i København 30. januar.
 
I dag 36-årige Lauryn Noelle Hill startede karrieren i 1991 som sangerinde i Fugees i selskab med rapperne Pras og Wyclef Jean. Trioens originale blanding af hiphop, soul, reggae med videre blev en stor anmelder- og publikumssucces i 90'erne, ikke mindst bandets andet albumudspil "The Score" fra 1996. Albummet gav gruppen kæmpehits som Robert Flack-coveret "Killing Me Softly" og "Ready Or Not", modtog to Grammyer og fik i USA seksdobbelt platin, svarende til et salg på seks millioner eksemplarer alene i USA.    

Herefter var der dog opbrud i Fugees-lejren, og de tre medlemmer gik solo. Lauryn Hill solodebuterede med albummet "The Miseducation of Lauryn Hill", et album, der fik fremragende anmeldelser, blandt andet de maksimale seks stjerner i GAFFA. Albummet bød på en nyskabende blanding af soul, hiphop, r&b, reggae og gospel og blev en enorm publikumssucces, som til dato har solgt over 18 millioner eksemplarer på verdensplan. Albummet modtog også fem Grammyer, heriblandt den prestigefyldte titel som "Årets album".
 
Siden har Hill kun udgivet et enkelt album, det akustiske livealbum "MTV Unplugged 2.0" fra 2002. Et album, som modsat de fleste livealbum bød på lutter nye numre. Fugees blev gendannet i perioden 2004-2006 og besøgte Forum i december 2005, men herefter gik medlemmerne atter hver til sit. Lauryn Hill har i årevis arbejdet på en treer, som ventes ude engang næste år, men inden da gælder det altså en livefremførelse af debuten.
 

Lauryn Hill
Falconer Salen
30. januar
 
BILLETSALG STARTER: Tirsdag 15. nov. kl. 10
BILLETSALG: Billetlugen.dk / 70 263 267
 

ANNONCE