Nyhed

MC Ollie vandt MC's Fight Night

Rapperen vandt freestyle-rap-konkurrencen i TAP1 over Mund de Carlo

I aftes fandt finalen i freestyle-rap-konkurrencen MC's Fight Night sted i TAP1 i København, efter at det oprindeligt planlagte finalested, KB Hallen, brændte ned i slutningen af september. Det blev MC Ollie, der vandt de 40.000 kroner og en palle Guld-Tuborg efter at have besejret Mund de Carlo i finalen.

GAFFAs havde en reporter i TAP1, Casper Hindse, og han beretter blandt andet:

"Det var det nye kuld, der blev præsenteret ved Fight Night anno 2011. Hvis man har haft sin første Fight Night-gang lørdag aften, er der ingen tvivl: Det her er viiiiildt! For selvom TAP1 ikke var brændende varm, så kogte især finalen over blandt publikum. Flere tilskuere påpegede den euforiske stemning, de syge beats og de skarpe rappere og beholdt euforien helt ud på toiletterne, selvom køerne antog astronomiske længder. Har man været til Fight Night de seneste  syv år, må man sige, som min sidemand: "Niveauet svinger altid, men under alle omstændigheder er Fight Night gået et par trin ned i forhold til sidste år.""

Casper Hindse fortsætter:

Andre forhold

""Vi ville ikke stille op i år. Ingen vil vinde Fight Night og så skulle høre for, at man vandt, fordi de andre store ikke var med".
 Citatet kommer fra én af aftenens tilskuere, der også er én af de gamle drenge, som er gået langt i mange års Fight Night. Man vil med rette kunne mene, at citatet er arrogant. Kom nu, det handler om 40.000 kr., en palle Guld-Tuborg og ikke mindst en udødeliggørelse i Fight Night-regi. Men skal vi være ærlige, så havde vinderen været en anden, hvis enten Kejser A, MikL, Pede B, Ham Den Lange eller sågar Henrik Hass eller Johnny G stillede op. Dermed ikke sagt, at årets vinder MC Ollie ikke var skarp, velformuleret og teknisk bæredygtig. Men mod de andre havde salen ikke givet ham en chance."

Efter en gennemgang af showet konkluderer Casper Hindse:

Morgendagens fristile
"Fra semifinalen og frem kom vi i tanker om, hvorfor vi var der. Den unge rapper Fresco, der tidligere havde provokeret visse publikummer, trak sig, og stille og roligt begyndte stemningen at bevæge sig fra en tendens til ungdomsmesterskaberne i rap til reel og intens Fight Night-freestyle. Rapperne begyndte verbalt at destruere hinanden indefra. De gik fra at råbe til at disse hinanden. Som da Mund de Carlo markerede sig i semifinalen mod Fresco med linjen: 
"Det er klart, du er trist, i en Hollywood-film ku' du ik' engang være statist".

"Mund de Carlo var aftenens stjerne. Publikum forventede en sejr. Men fik den ikke. Dertil overraskede MC Ollie med et bedre og mere insisterende flow og frem for alt – hvilket var en mangelvare blandt aftenens deltagere – en timing, der lå musikalsk på beatet og ikke faldt ind og ud af bevidsthed. Ollie var én af de få, der kunne holde sit niveau i mere end 30 sekunder ad gangen, hvilket han profiterede af til fulde."

Kvartfinaler
Mr. Sawyer vs. Elbanovic. 
Vinder: Elbanovic
Roar vs. MC Ollie
. Vinder: MC Ollie
Fresco vs. Dahl. 
Vinder: Fresco
Markersen vs. Mund de Carlo. 
Vinder: Mund de Carlo

Semifinaler
Elbanovis vs. MC Ollie
. Vinder: MC Ollie
Fresco vs. Mund de Carlo
. Vinder: Mund de Carlo

Finale
MC Ollie vs. Mund de Carlo. 
Vinder: MC Ollie (2-1)

Læs en længere reportage fra showet i GAFFAs artikelsektion.

ANNONCE