Jazzbassisten bringer de to markante sangere og sangskrivere og sin sekstet landet rundt
Nicolai Munch-Hansen har et langt CV bag sig i rockmusikken som bassist hos blandt andre Tim Christensen og i Kira And The Kindred Spirits og Kira And The Ghost Riders.
Nicolai Munch-Hansen har dog også haft en lang karriere som højt anerkendt jazzbassist, og nu fusionerer han det bedste fra begge verdener, når han drager på Danmarksturné med sin jazzsekstet og Steffen Brandt og Kira Skov som gæstesangere.
Sammen vil Munch-Hansen, Brandt og Skov og de øvrige musikere underholde med både evergreens og egne kompositioner.
Nicolai Munch-Hansens sekstet består af Nicolai Munch-Hansen (bas), Jakob Bro (guitar), Søren Kjærgaard (piano), Jakob Høyer (trommer), Ned Ferm (saxofon) og Mads Hyhne (trombone).
Hverken Steffen Brandt eller Kira Skov burde behøve nogen nærmere introduktion, men vi kan da lige minde om, at Kira netop har udgivet det anmelderroste album "Memories Of Days Gone By" med fortolkninger af Billie Holiday-klassikere, et album, som fik fem stjerner af GAFFAs Ivan Rod. Det er et album, Nicolai Munch-Hansen også medvirker på, og han er i øvrigt gift med Kira Skov.
Turnéen bringer konstellationen til følgende byer:
Mandag d. 28.11 – Musikstationen, Skørping
Tirsdag d. 29.11 – Skive Theater
Onsdag d. 30.11 – Posten, Odense
Torsdag d. 01.12 – Horsens Ny Teater
Fredag d. 02.12 – Fermaten, Herning
Lørdag d. 3.12 – Stars, Vordingborg
Søndag d. 4.12 – Gjethuset, Frederiksværk
Mandag d. 5.12 – Gimle, Roskilde
Tirsdag d. 6.12 – Vejle Musikteater
Onsdag d. 7.12 – Musikhuset Aarhus
Torsdag d. 8.12 – Tobakken, Esbjerg
Fredag d. 9.12 – Værket, Randers
Lørdag d. 10.12, DR Byen Studie 2
Køb billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.