På Det Kongelige Teater kan man i 2013 opleve Johan Olsen i et teaterstykke om videnskabsmanden, der trodser naturens kendte orden
Forsangeren fra Magtens Korridorer, Johan Olsen (tv. på foto), bytter livet som rocksanger ud med en daglig tilværelse på Det Kongelige Teater, når han i begyndelsen af 2013 – ja, først i 2013 – optræder aften efter aften som falden engel i den nyskrevne musikforestilling "Frankenstein genskabt" på den store scene i Skuespilhuset.
Handling
Frankenstein var universitets-gulddreng. Nu er han midaldrende og middelmådig, en simpel vandbærer i forskningens verden. Sammen med sin ven og assistent Albert arbejder han som en ubetydelig underleverandør på et stort internationalt forskningsprojekt. Desillusioneret og skuffet er han lige ved at begå selvmord, men så dukker Elena op. Hun er ung og har været undervejs i ugevis hele vejen fra Petropavlovsk i det østligste Rusland i en papkasse. Hun vil kun én ting: møde Frankenstein. Hun ved alt om ham, og hun har også en mening om, hvad han bør udrette: skabe det første kunstige menneske i verden.
Kasper Hoff har skrevet manuskript, og Kenneth Thordal (th. på foto) har skrevet musik og sangtekster. Johan Olsen har rollen som Den Faldne Engel, som er historiens syngende fortæller. Hvem de øvrige medvirkende er, er endnu ikke offentliggjort, men det skal altså understreges, at Johan Olsen ikke skal spille Frankensteins monster.
Musikforestillingen får premiere den 12. januar 2013, og billetter kan købes fra april 2012 på www.kglteater.dk.