Den engelske sangerinde skal opereres i halsen og aflyser derfor resten af sin turné i England
Adele aflyser de resterende koncerter af sin turné i 2011, da hendes halsbetændelse er forværret i sådan en grad, at hun må opereres.
I løbet af de næste par dage vil den 23-årige engelske sangerinde gennemgå en operation i sin hals, da hendes stemmebånd nu bløder.
"Det er med dybeste ærgrelse, at vi aflyser koncerterne og resten af hendes kommende tv-optrædener i 2011. Hun skal opereres snart, og vi håber på en hurtig bedring", udtaler hendes manager i en pressemeddelelse.
Aflysningen af de resterende koncerter vil især gå ud over de engelske fans, da koncerterne skulle have været afholdt i England.
For tre uger siden måtte Adele også aflyse sine koncerter i USA på grund af halsbetændelsen. Da meddelte Adele på sin officielle hjemmeside sin ærgrelse over, at hun måtte aflyse turnéen i USA, som allerede har været udskudt en gang:
"Jeg er ulykkelig og bekymret over at måtte fortælle, at jeg endnu en gang oplever problemer med min stemme. Jeg kan ikke tro det. Sang er bogstavelig talt mit liv, det er min hobby, min kærlighed, min frihed og mit job. Jeg har absolut intet andet valg end at blive rask hurtigst muligt, ellers risikerer jeg at ødelægge min stemme for evigt."





