Den britiske gruppe er gendannet efter 15 års pause. Vi fortæller deres historie i to afsnit.
Den engelske gruppe The Stone Roses – blandt andet kendt for sangen med den nu meget passende titel "I Am The Resurrection" – har netop meddelt, at de er gendannet efter 15 års pause og drager på turné med start i Heaton Park i hjembyen Manchester den 29. og 30. juni 2012. I den forbindelse bringer vi her del 1 af GAFFAs store Klub GAFFA-portrætartikel fra foråret 2009, hvor deres debutalbum kunne fejre 20 års jubilæum. Del 2 fortsætter i morgen.
Du finder vanen tro artiklen i GAFFAs artikelsektion, men her kommer begyndelsen:
Aldrig før har så få betydet så meget, for så mange. Noget i den stil sagde Winston Churchill til engelske Royal Air Force-piloter efter Anden Verdenskrig. Det samme kunne man sige om Manchester-bandet The Stone Roses, der i tomrummet mellem The Smiths og Oasis fornyede engelsk popmusik i uhørt grad. Et band, der blev spået en stor fremtid, men faldt i staver og blev overhalet indenom. De lavede en debutplade, der ikke fik den anerkendelse, den fortjente, da den kom ud, og en opfølger, der faktisk ikke er så slem, som den er gjort til. Det er historien om et band, der startede ud som sammentømret gruppe, og vågnede op en morgen og opdagede, at de ikke længere var venner. Det er historien om et band, der i den grad satte gang i britisk popmusik og kickstartede 90'erne. Det er historien om The Stone Roses.
Baggrund og opstart
Ian Brown og John Squire voksede op i det samme område af Manchester i 60'erne og 70'erne. I deres unge år var de begge med på "Mod"-bølgen, og kørte på scootere, ligesom de var involveret i forskellige bands, sammen og hver for sig. Brown var ikke den store musiker, men udstyret med en naturlig karisma og kæphøj attitude gik han godt i spænd med John Squire, der besad et naturligt talent for at spille guitar. Det første optræk til det, der senere skulle blive til Stone Roses, finder man i bandet The Patrol, hvor Brown og Squire spillede sammen med guitaristen og sangeren Andy Couzens og bassisten Peter Garner. Senere, i 1986, kom trommeslageren Alan John Wren, bedre kendt som Reni til, og bandet skiftede navn til Stone Roses.
Det var også i den periode, bandet blev koblet sammen med deres manager, Gareth Evans. Hans flamboyante stil og maniske benarbejde bliver ofte beskrevet som en af hovedgrundene til Stone Roses' tidlige succes. Samtidig kom han også til at koste bandet en formue, da de senere besluttede sig at skille sig af med ham. Evans var en stor personlighed i stil med Elvis' manager Colonel Parker, Beatles' Brian Epstein og ikke mindst Sex Pistols Malcolm McLaren. Samtidig var han indehaver af klubben The International i Manchester, som bandet brugte som både øvelokale og koncertsted. Gareth Evans stod i høj grad bag det image, der fulgte Stone Roses gennem hele deres karriere, ikke mindst deres totale foragt for pressen. Journalister, der troppede op til interviews, blev ofte mødt med ligegyldighed, fornærmelser og et band, der i samlet flok nægtede at svare i mere end enstavelsesord.
Læs fortsættelsen i GAFFAs artikelsektion.
