Nyhed

Lou Reed & Metallica deler vandene

Albummet ”Lulu” fra de to rocklegender får både ris og ros blandt anmeldere. GAFFA giver hermed en statusrapport.

Konstellationen Lou Reed og Metallica har i dag udgivet konceptalbummet "Lulu". De to rocklegender samlet på én plade gav meget høje forventninger blandt fans og musikanmeldere.

Disse forventninger er hos nogle blevet indfriet, hos andre skuffet, og det har resulteret i meget blandede anmeldelser.

Klæder hinanden godt – eller sutter æselboller


GAFFAs anmelder Espen Strunk er begejstret for det fælles udspil fra Lou Reed og Metallica og giver albummet hele 5 ud af 6 stjerner med blandt andre disse ord: "…de tilsyneladende så umage makkere klæder faktisk hinanden rigtig godt…".

Soundvenue tildeler albummet blot 1 ud af 6 stjerner. "Lou, vi er ligeglade med, om det her akkompagnerer beundringsværdig, avantgardistisk og provokerende teaterkunst fyldt med vold, mord og skandalesex. Det sutter stadig æselboller", skriver anmelder Anders Cold.

Stjerner fra udlandet


Hvis man ser internationalt, fremgår det også tydeligt, at "Lulu" deler vandene. 

Phil Mongredien fra The Guardian er ikke begejsret for udspillet og mener, at "sangene er for tæt på formålsløse og ufærdige jamsessions. Reed lyder som om, han prøver for ivrigt at være kontroversiel, og så er 95 minutter bare alt for lang tid". Han giver derfor "Lulu" 2 ud af fem stjerner.

Allmusic, der er en amerikansk musikside, giver albummet 3 ud af 5 stjerner, hvor anmelder Mark Deming blandt andet mener, at ""Lulu" er et modigt eksperiment for både Reed og Metallica, men det er et, som vakler, lige så ofte som det lykkes."


Anmelder David Quantick fra det engelske musikmagazin Uncut roser pladen med 4 ud af 5 stjerner med blandt andre disse ord: ""Lulu" viser sig at være, hvis ikke det bedste, Lou Reed eller Metallica nogensinde har lavet, så i hvert fald mere end temmelig godt. Alt på dette album er intenst, spændende og højt."

Et hurtigt overblik over andre internationale mediers stjernetildelinger ser sådan ud, taget nedefra:

2/5 stjerner – The New Zealand Herald


2/5 stjerner – The Observer

3/5 stjerner – Telegraph.co.uk

4/5 stjerner – Financial Times


Det er altså tydeligt at se, at "Lulu" har fået meget blandede anmeldelser blandt musikmagasiner. For Lou Reed og Metallica kan man blot håbe, at albummet er et af de slags, som vokser med tiden og senere hen vil blive mere anerkendt.

En eller flere morsomme sjæle har i øvrigt også fået Hitler i egenskab af Bruno Ganz' fremstilling af ham i filmen "Der Untergang" til at kommentere Lou Reeds og Metallicas samarbejde:

 


ANNONCE