Nyhed

Paul McCartney gifter sig for tredje gang

Beatlen har giftet sig med den amerikanske rigmandsdatter Nancy Shevell

I går giftede den 69-årige Beatle Sir Paul McCartney sig med den 17 år yngre Nancy Shevell.

Parret sagde ja til hinanden i uformelle omgivelser på Marylebone folkeregisterkontor i London, et sted som Paul McCartney tidligere er blevet viet, da han giftede sig med sin første kone Linda Eastman (siden Linda McCartney) den 12. marts 1969.

Den borgerlige vielse af Paul McCartney og Nancy Shevell blev, som The Telegraph skriver, kun fulgt af omtrent 30 gæster, heriblandt den anden levende beatle, Ringo Starr.


Selvom det afdøde Beatles-medlem John Lennon af gode grunde ikke kunne deltage, var han nok alligevel til stede åndeligt. Vielsen blev nemlig holdt på det, der ville have været hans 71-års fødselsdag.

Nancy Shevell har ligesom sin nye mand også været gift før, og Paul McCartney er hendes anden mand.

Den diskrete vielse står i skarp kontrast til Paul McCartneys andet bryllup, hvor han blev gift med modellen Heather Mills.


Det ægteskab endte i en bitter skilsmisse, hvor McCartney måtte punge ud med op imod 25 millioner pund.

Nancy Shevell er i øvrigt rigmandsdatter – hendes familie er i transportbranchen – hvilket skulle kunne bremse eventuelle kritiske røster om et ægteskab med McCartney for pengenes skyld. Det samme gjaldt i øvrigt hans første kone.

ANNONCE