Nyhed

Spotify uddeler pris til DMA 2011

Spotify vil uddele prisen ”Årets Innovatør” til dette års Danish Music Awards 2011, der løber af stablen den 5. november

Til dette års Danish Music Awards i København vil den digitale musiktjeneste Spotify for første gang uddele prisen "Årets Innovatør" i Danmark, da streamingtjenesten ønsker at bidrage til den danske musikscene.

Managing Director for Spotify Nordics, Öjje Holt, udtaler om prisen og dens betydning:

""Årets Innovatør" er en pris, som Spotify har lavet for at hædre en kunstner eller et band, som gennem digitale og sociale platforme har formået både at distribuere sin musik samt at skabe relationer til sine fans, og som ligeledes har gjort det på en kreativ og nytænkende måde."


Spotify kom til Danmark den 12. oktober i år. Spotify har pt. over 10 millioner brugere verden over, hvoraf to millioner er betalende. Siden tjenesten gik i luften i efteråret 2008 har selskabet indtjent over 100 millioner euro til musikindustriens rettighedshavere.

Pris blandt mange kategorier

Den 12. oktober offentliggjorde DMA samtidig de øvrige kategorier til dette års show, der udover den nye Årets Innovatør-pris derudover består af Årets Danske Album, Årets Danske Sangskriver, Årets Danske Gruppe, Årets Kvindelige Kunstner, Årets Mandlige Kunstner, Årets Hit (præsenteres af Pepsi Max), Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Livenavn, Årets Danske Producer, Årets Internationale Album, Årets Internationale Hit, Årets Rockudgivelse, Årets Danske Popudgivelse, Årets Danske Urbanudgivelse, Årets Danske Voxpopudgivelse, Årets Danske Club-udgivelse, Årets Danske Musikvideo (præsenteres af Stimorol) samt Årets Publikumpris (præsenteres af Go' Morgen Danmark).


Danish Music Awards 2011 afholdes i samarbejde mellem TV 2, pladebrancheorganisationen IFPI, komponistforeningen KODA og koncertarrangøren Live Nation og finder sted i Forum i København lørdag den 5. november og transmitteres direkte på TV 2.

Billetter til showet kan købes via billetnet.dk. 

ANNONCE