Den danske sanger og sangskriver udgiver album nummer to til oktober
Til oktober udsender danske Aura Dione sit album nummer to, "Before The Dinosaurs", som bliver opfølger til debuten "Columbine", der udkom i 2008. Sidstnævnte modtog fuld plade i form af seks ud af seks stjerner af GAFFAs Leonora Christina Skov, som blandt andet skrev:
"Wildchild, hippieunge, fashion rebel, Flashdance møder hardcore Pocahontas (...) Aura danser af sted med sin stemme, sit personlige, men aldrig private tekstunivers og sin helt åbenlyse stil. International klasse fra en 22-årig dansker. What a treat".
Debuten blev tildelt en tredjeplads på den danske album-salgsliste og har solgt guld i Danmark og mere end 100.000 eksemplarer internationalt. Singlen "Something From Nothing" blev P3s Ugens Uundgåelige, og "Song For Sophie" blev nummer tre på airplaylisten. Ligesom debutalbummet har begge singler solgt guld.
I 2010 blev nummeret "I Will Love You Monday (365)" et af de største hits i Tyskland. Sangen lå placeret i top 10 på airplaylisten i 27 uger, og den har indtil videre solgt over 500.000 eksemplarer i Tyskland alene, hvilket har medført en platinplade til den unge Aura. Derudover har sangerinden været i besiddelse af førstepladser i Østrig, Schweiz og Polen.
Efter en albumpause på godt tre år er den unge musiker klar til at frigive sit andet album. De seneste par år er gået med at turnere, skrive sange og producere i udlandet.
I følge en pressemeddelelse kan man vente følgende af pladen:
"Med albummet viser Aura endnu en gang, hvor unik hun er. Pladen er fyldt med, hvad Aura selv kalder "progressiv pop-poesi"; iørefaldende pop, overraskende beats, tankevækkende tekster og på en gang æteriske og nærværende vokaler. Men der er sandelig også noget at leve op til".
I 2009 blev Aura Danish Music Awards kvindelige topscorer og vandt både "Årets Kvindelige Kunstner" og "Årets Pop Udgivelse".
På album nummer to "Before The Dinosaurs" har navne som Rick Nowels (Madonna, Cee-Lo Green, Nelly Furtado og Lykke Li) og David Jost (Lady Gaga, Limp Bizkit og Tokio Hotel) været med inde over.
Albummet "Before The Dinosaurs" sendes på gaden den 28. oktober.