Nyhed

Hvem er det på billedet?

GAFFA fik en snak med fotograf Morten Rygaard om det finurlige cover til "Fuck Hvor Er Det Fedt (At Være Hip Hop'er)".

Kato udgiver i dag en opdateret udgave af singlen "Fuck Hvor Er Det Fedt (At Være Hip Hop'er)" med Clemens, hvor en række kendte danskere som Bent Fabricius-Bjerre, Stig Tøfting, Ulrich Wilbeck, Uffe Holm og B. S. Christiansen nu medvirker på.

Billedet på coveret til den nye single (billedet), er lavet af fotograf Morten Rygaard og er faktisk et sammensat billede af Kato og Clemens. GAFFA fik en kort snak med Morten Rygaard om billedet.

Hvordan fik du/I ideen?


"Kato, Clemens og jeg snakkede om et nyt cover, og så nævnte de, at de tit blev forvekslet, når de er ude at spille sammen, og så blev vi enige om, at det kunne være sjovt at lege med den idé. Så jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave lidt a la plakaten fra filmen "Face/off" med John Travolta og Nicolas Cage, og den idé syntes de vældig godt om."

Hvordan var det at arbejde med dem?

 "Jeg har arbejdet sammen med begge to før, så det var nemt og sjovt. Jeg fotografede Kato i Århus og Clemens i København, så billederne er faktisk taget hver sit sted. Kato bor jo i Århus, og Clemens bor i København."


Hvorfor er billedet i sort-hvid?

"Det var faktisk Kato, der fik den idé. Jeg havde først lavet det i farver, men de har jo forkellige øjenfarver, så for at det skulle være endnu sværere at se forskellen, foreslog Kato, at det skulle være i sort-hvid."

Det ligner jo Billy Corgan fra Smashing Pumpkins. Har du selv tænkt på det?


"Nej, overhovedet ikke, men der er rigtig mange, der har sagt det samme. Jeg var til et arrangement med professionelle fotografer, hvor flere troede det. Der var sjovt nok ingen der kunne se, at det var sammensat, og de var jo professionelle."

Hvor lang tid har du brugt på at lave billedet?

"Jeg har brugt lang tid. Jeg har arbejdet helt ned i enkelte pixels, men jeg har ikke manipuleret deres ansigtstræk. Det er jo hele ideen med det, at de virkelig ligner hinanden."


Ud over at blive fotograferet af Morten Rygaard har Kato og Clemens også været i studiet igen for at opdatere "Fuck Hvor Er Det Fedt (At Være Hip Hop'er)", og der fik de som nævnt selskab af en række kendte danskere. Se hvordan det forløb her:

ANNONCE