Den syngende skønhed er næsten færdig med sit kommende studiealbum
Rihanna er ved at lægge sidste hånd på sit kommende album, der bliver opfølger til sidste års "Loud".
Cd'en bliver hendes sjette, siden hun debuterede tilbage i 2005 med "Music of the Sun". Rihanna har næsten formået at udgive en cd hvert år, hvis man medregner genudgivelsen "Good Girl Gone Bad: Reloaded" fra 2008.
"Loud" er hendes næstmest sælgende album efter hendes gennembrud fra 2007, "Good Girl Gone Bad", der solgte 2,7 millioner dollars.
Den endnu unavngivne plade har ikke fået en udgivelsesdato, men hendes forrige to skiver, "Loud" og "Rated R" fra 2009, blev udgivet i november, så mon ikke fans kan forvente det samme med den kommende?
Tidligere på året udgav Rihanna et remix af singlen "S&M" fra albummet "Loud", et remix, hun havde udarbejdet sammen med Britney Spears.
Til oktober lægger den caribiske skønhed vejen forbi Danmark, og det er hendes første koncert på dansk jord, siden sangerinden gav koncert i Ballerup Super Arena i 2008. Koncerten afholdes i Jyske Bank Boxen i Herning den 28. oktober og er udsolgt.





