Tabu-drengene har indtaget toppen af albumhitlisten i selskab med Adele og Medina
Så er der hitliste-nyt, og der er nyt i toppen i denne uge, hvor Suspekt-drengene har erobret førstepladsen med "Elektra", der da også blev tildelt hele fem stjerner af GAFFAs Marie Therese Seefeldt Stæhr, som blandt andet skrev:
"Med kritiske referencer til såvel det brede danske samfund som til deres eget suspekte univers giver Elektra en ny vinkel på gruppens mangeårige karriere. Rappen er vanligt stram, kontrolleret og varieret, og trioen forstår virkelig at få ord og musik til at gå op i en højere enhed."
I top fem gøres Suspekt selskab af Adele på en andenplads med 21 og Medina, der efter kun en enkelt dag i handlen, eftersom "For Altid" blev udgivet digitalt i søndags, har indtaget tredjepladsen. Det bliver spændende at se, hvilken plads hun når i næste uge, hvor albummet har været i handlen i en hel uge, og hvor man må formode, at også Malk De Koijn ligger lunt i svinget til en fornuftig placering på listen.
På fjerdepladsen finder vi Red Hot Chli Peppers med "I'm With You", mens gode gamle Hansi Hinterseer er at finde på plads nummer fem med "Zwei Herzen".
Af nyheder på listen finder vi Dream Theater på en 13.-plads med "A Dramatic Turn Of Events", mens Anne Linnets 1988-album "Jeg Er Jo Lige Her", der – ud over at være en fremragende plade – også har fået en del opmærksomhed efter Linnets medvirken i TV2-programmet "Toppen Af Poppen", og dermed har sneget sig ind på plads nummer 18.
På plads nummer 26 ligger svenske Melissa Horn, der i øvrigt pryder forsiden af det svenske GAFFA denne måned, med "Innan Jag Kände Dig". To pladser længere nede finder vi soundtracket til Nicolas Windin Refns anmelderroste film "Driver", mens Jan Johansson og Georg Riedel udgør ugens sidste nyhed på plads nummer 38.
