Den populære musiker giver feedback til håbefulde sangskrivere via DRs eget sangskriversite
I januar lancerede DR et site, hvor unge sangskrivere kan uploade deres materiale og få respons fra professionelle - senest Simon Kvamm, som er denne måneds "mentor". Og i oktober sendes stafetten videre til Tim Christensen, som etablerede sig branchen med bandet Dizzy Mizz Lizzy i midten af 90'erne og siden sang sig helt ind til kakkelbordene med sin signatursang til den populær tv-serie "Nikolaj og Julie".
- Jeg har valgt at være mentor, fordi det er et godt initiativ. Jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere nogle unge sangskrivere, men jeg forventer også, at de inspirerer tilbage. Umiddelbart ville man tro, at det var gammelfar, der bare gav gode råd, men jeg har altid syntes, det er rigtig interessant, hvad upcoming kunstnere finder på – de kan lige så vel inspirere mig, siger Tim Christensen beskedent.
Projektlederen for DRs Syngelyst-kampagne, Birgit Bergholt, glæder sig over, at Tim Christensen vil øse af sine erfaringer:
- Siden dr.dk/sangskriver åbnede i januar, er der blevet oploadet flere end 500 sange fra unge sangskrivere fra hele landet, , og det er vi yderst godt tilfredse med. Det er mit indtryk, at mange unge famler sig lidt frem, når de skal i gang med at skrive sange, og her tror jeg, at dr.dk/sangskriver har kunnet være en hjælp – og så er det jo en ekstra attraktion, at de professionelle sangskrivere finder det interessant at lytte og give feedback til de unge talenter", siger Birgit Bergholt.
Tidligere har også Kira Skov, Marie Fisker, Kristian Leth og Mads Nygaard indtaget mentorrollen. De optræder sammen med flere af de unge sangskrivertalenter, der har uploadet sange på sitet, når DR byder på sangskrivercafé i Koncerthusets studie 4 søndag den 20. november mellem klokken 15.00 og 17.00 – en koncert, der også bliver sendt direkte på den digitale radiokanal, P6 Beat.