Nyhed

Blur udgiver bokssæt

Bandet vil i forbindelse med deres 21 års jubilæum genudgive alle deres syv album med bonusnumre

Blur har annonceret, at de vil udgive 65 hidtil uudgivne numre som en del af en stor genudgivelse senere på året, nærmere den 30. juli. Genudgivelsen og udgivelsen af de "nye" numre sker i forbindelse med Blurs 21. år på musikscenen, som muligvis også vil blive deres sidste, hvorfra boksen vil få navnet "21".

Britpop-ikonerne vil genudgive hvert af deres syv studiealbum den 30. juli som et bokssæt med bonusnumre. Samlingen vil indeholde 65 tidligere uudgivne numre, over 130 sjældenheder, tre dvd'er, en "collector's edition"-bog med sjældne og uudgivne billeder samt et interview med bandet og en speciel limited edition 7"-vinylplade.

Hvert af bandets fem første studiealbum, "Leisure" (1991), "Modern Life Is Rubbish" (1993), "Parklife" (1994), "The Great Escape" (1995) og "Blur" (1997) er alle blevet digitalt remastered af Frank Arkwright sammen med produceren Stephen Street og guitaristen Graham Coxon, som har haft ansvart for udviklingen af processen.

Samlingen får titlen "21", da der er 21 albums i boksen og at det i år er 21 år siden, at Blur udgav deres debutalbum. Ud over "21"-boksen vil hvert af bandets studiealbum blive genudgivet individuelt, hvor hver plade vil indeholde en b-side-disc, som indeholder "svær-at-finde"-numre og eksklusivt bonusmateriale. "21" vil ikke kun blive udgivet på cd, men udkommer også i en vinylform.

Læs mere om boksen hos GAFFA Shop, hvor den også kan forudbestilles.

Det sidste fra Blur?

Blur er sat til at optræde til Way Out West i Göteborg, Smukfest i Skanderborg og sommerens OL i London, men efter den koncert ser det ikke ud til, at man vil komme til at høre mere fra bandet. Damon Albarn har udtalt i interview med The Guardian, at han regner med at OL-koncerten vil blive deres afslutningskoncert som band. Blur har ellers for nylig udgivet singlen "Under The Westway", som flere musikmedier regnede med ville gå forud for et album, men nu har Albarn knust disse drømme. "(…) Jeg kan ikke rigtig forestille mig, at der vil komme flere indspilninger efter denne ("Under The Westway" red.)", siger Albarn til The Guardian

Grunden til denne tro og holdning er opstået, da guitaristen Graham Coxon beskæftiger sig med sin egen musik, og bassisten Alex James og trommeslageren Dave Rowntree har andre projekter ved siden af, hvilket har ført til at Albarn finder det svært at finde tid hvor alle kan deltage og har frie hænder. Gruppen havde ellers arbejdet på nyt materiale, men sådan som det ser ud nu, skal man ikke have alt for høje forventninger om, at det nogensinde bliver til et album.

Hør den "ensomme" single "Under The Westway" her:

 

ANNONCE