Nyhed

Bob Dylan modtager frihedsmedalje

Den ikoniske folkesanger modtager USAs højeste civile udmærkelse Presidential Medal of Freedom

Bob Dylan kommer i meget fint selskab når han senere på foråret skal et smut i det Hvide Hus i Washington for at modtage den fornemste civile medalje, der eksisterer i USA. Presidential Medal of Freedom bliver ifølge modtagerbeskrivelsen uddelt til personer, der "har gjort et særligt udmærket bidrag til den nationale sikkerhed eller til USAs nationale interesser, verdensfreden, kulturen eller andre bemærkelsesværdige offentlige eller erhvervsmæssige bedrifter". Og blandt modtagerne finder man musikere som Count Basie, Irving Berlin, Aretha Franklin, Frank Sinatra og Ella Fitzgerald.

Men det er ikke kun musikere, der modtager prisen. Også andre kulturpersoner har modtaget prisen, såsom forfatter T. S. Eliot, tegnefilmslegenden Walt Disney eller billedkunstneren Willem de Kooning. Men som beskrivelsen også lægger op til kan nærmest alle modtage prisen, og således har så forskellige personer som Moder Theresa og Margaret Thatcher begge modtaget prisen. 

Det lader til, at den gamle folk-stjerne, som ellers nok kan forholde sig kritisk til systemer og det at blive sat i bås eller hædret, har et godt øje til den nuværende amerikanske præsident. I hvert fald indvilligede han i at spille til en af det Hvide Hus' koncerter i koncertrækken "In Performance at the White House". Bob Dylan gav en sjælden sang på akustisk guitar til koncerten, der havde temaet "music from the civil rights movement". 

Udover Dylan modtager blandt den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og den nuværende israelske præsident Shimon Peres prisen.

Her kan du se Bob Dylan spille "The Times They Are A-Changin'" i det Hvide Hus:

ANNONCE