Nyhed

bob hund er tilbage i Pumpehuset

Det skånske indieband er tilbage med nyt album og holder fest i Pumpehuset fredag den 1. juni

I forbindelse med deres seneste og syvende studiealbumudgivelse "Låter Som Miljarder", som udkom den 13. februar, tager det erfarne og roste svenske indieband bob hund til Danmark, hvor de giver koncert i Pumpehuset, København, den 1. juni.

Den skånske gruppe bob hund blev dannet i 1991 og består i dag af Thomas Öberg, Johnny Essing, Conny Nimmersjö, Mats Hellquist, Jonas Jonasson og Christian Gabel. Sammen debuterede de i 1994 med deres selvbetitlede album. De fik hurtigt succes med deres blanding af støjende, punket og melodisk pop med humoristiske tekster på klingende skånsk dialekt og for deres heftige koncerter med den hyperenergiske sanger Thomas Öberg i front. Gruppen skiftede kortvarigt navn til Bergman Rock i begyndelsen af det nye årtusinde, hvor de efter to album på engelsk gik tilbage til navnet bob hund og svenske tekster.

Sidste år kunne bob hund fejre 20 års jubilæum med i alt seks albumudgivelser, "Bob Hund" (1994), "Omslag: Martin Kann" (1996), "Jag Rear Ut Min Själ! Allt Skall Bort!!!" (1998), "Stenåldern Kan Börja" (2001), "Folkmusik För Folk Som Inte Kan Bete Sig Som Folk" (2009) og "Det Överexponerade Gömstället" (2011).


Tidligere i år udgav de deres syvende album "Låter Som Miljader", som GAFFAs Finn P. Madsen tildelte fem stjerner og skrev: "Godt nyt til alle originaler. Bob Hund er tilbage i fri excentrisk dressur. Pist væk er deres sært stillestående og al for monotone leg med krautrocken fra det forrige udspil "Det Överexponerade Gömstället". I stedet for er det festoriginalerne Bob Hund, der igen logrer med halen (…)".

Bob Hund er kendt som et legendarisk liveband, der med mere end tyve års koncerterfaring har opbygget sig en loyal og dedikeret fanskare. Bandet har gæstet Pumpehuset flere gange og ser frem til atter at indtage Kransalen. Nu kan man igen få mulighed for at opleve bob hund, når de giver koncert den 1. juni, hvor billetter kan købes via GAFFA Live

ANNONCE