Nyhed

Frances Bean Cobain: ”Twitter burde bandlyse min mor”

Datteren af Courtney Love og Kurt Cobain afviser beskyldninger om, at Dave Grohl skulle have lagt an på hende

Courtney Love har beskyldt Foo Fighters-frontmand Dave Grohl for at have forsøgt at forføre hendes 19-årige datter, Frances Bean Cobian, fortæller Gawker. Hole-sangerinden kom med beskyldningerne gennem sin Twitter-profil, hvor hun hævdede at datterens roommate havde informeret om Grohls opførsel. Grohl er tidligere Nirvana-kollega med Frances' far, afdøde Kurt Cobain, og har kendt datteren siden hun var lille.

I en serie af tweets har Love truet Grohl og stillet spørgsmål ved hans "patologi", hvor hun skrev, at Foo Fighters-trommeslageren Taylor Hawkins ligner Cobain, som nu er sat i den "underdanige trommeslagers position" i bandet, og at Grohl har opkaldt sin datter, Violet, efter et af Loves største hits. Senere erklærede Love, at Grohl var seksuelt besat af Frances, hvor Love samtidig lægger sig op ad informationer fra Grohls chauffør, som eftersignede skulle have set, at Grohl havde "sine hænder overalt" på Frances i bilen.

Frances har nu reageret på sin mors Twitter-svada mod Foo Fighters-frontmanden, fortæller Rolling Stone. "Selvom jeg normalt forholder mig stille omkring min biologiske mors anliggender, så har hendes seneste tirade taget en frastødende drejning. Grohl har aldrig henvendt sig til mig på en anden end en platonisk måde. Jeg er i et monogamt forhold og er glad. Twitter burde bandlyse min mor", siger Frances. 


Courtney Love har i den seneste tid kørt flere angreb mod Grohl, hvor hun i november svinede ham til ved en festival i Brasilien, da en fan holdt et billede frem af den afdøde Cobain. Grohl har også udtalt sig omkring beskyldningerne: "Disse nye beskyldninger er rystende, stødende og fuldstændig usande", siger Grohl i en pressemeddelelse. "Desværre er det endnu en af Courtneys hadefulde Twitter-tirader", fortætter Grohl.

Loves private Twitter profil @cbabymichelle er nu låst for offentligheden, og man kan derfor ikke få adgang til de skrevne anklager.

ANNONCE