Nyhed

Ida Gard nomineret til amerikansk pris

Derudover optræder hun på Spot Festival og tager på efterårsturné i Danmark

I dag kan den danske sangerinde og sangskriver Ida Gard offentliggøre en række koncertdatoer, som vil tage hende med rundt i landet til efteråret. Inden efterårsturnéen gælder det dog udlandet, da Gard er blevet nomineret til "Best Pop Album 2012" ved det årlige Independent Music Awards. Men inden efterårsturnéen har man allerede mulighed for at opleve hende på årets Spot Festival.

I 2008 vandt Ida Østergaard P3s KarriereKanonen med sangen "On His Knees", som indtjente sangerinden en plads på GAFFAs liste over "De Bliver Store 2011", hvor der blandt andet stod: " Ida Gard er en fremragende sangerinde og sangskriver med en stor, varm stemme og skriver stærke sange med både humoristiske og dramatiske historiefortællinger og personportrætter fra hverdagen i et håndspillet, tidløst univers".  

Nomineret debutalbum


I november 2011 udkom debutalbummet med titlen "Knees, Feet And The Parts That We Don't Speak Of", som blev uafhængigt udgivet, da ingen pladeselskaber fandt albummet "kommercielt tiltalende". Albummet modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Signe Bønsvig Wehding, mens læserne tildelte albummet hele seks ud af seks stjerner. Om albummet skrev Wehding: "Helt i front ligger vokalen, stærk og krævende. Man kan ikke ignorere frk. Østergaard. Nærværet og begavelsen er ikke ulig en Morrisettes eller O'Connors. Gard vil lyttes til, og hun har holdt sig langt væk fra glatte lag i produktionen.(…) Der er krydsede fingre herfra. Ida Gards begavelse både i tekst og musik kræver og fortjener opmærksomhed". 

Debutalbummet har nu indtjent Gard en nominering ved Independant Music Awards for "Best Pop Album 2012". En pris som tidligere er blevet vundet af navne som Joan As Police Woman og Jamie Lidell. Awardshowet er en international prisuddeling, som hylder kunstnere, der udgiver uafhængigt af de store pladeselskaber. Dommerpanelet består af en lang række kunstnere og branchefolk, heriblandt Tom Waits, Suzanne Vega, Keith Richards og Tori Amos.

Men inden Gard tager hul på sin efterårsturné til august, har man som sagt mulighed for at opleve hende live, når hun optræder på Spot Festival lørdag den 5. maj. Med sig på scenen har Gard et hold bestående af Jesper Bo Hansen, Eva Skipper og Erik Svendsen.


Turnéplanen for efteråret er som følger:

Fredag den 31. august, Gjethuset, Frederiksværk

Lørdag den 1. september, Toldkammeret, Helsingør


Torsdag den 6. september, Radar, Aarhus

Fredag den 7. september, Fermaten, Herning

Lørdag den 8. september, Maskinhallen, Frederikshavn


Torsdag den 13. september, Gimle, Roskilde

Fredag den 14. september, Stars, Vordingborg

Lørdag den 15. september, Forbrændingen, Albertslund


Søndag den 16. september, Studie 2, DR   

Billet til Spot Festival kan købes via GAFFA Live

Hør og se musikvideoen til "On His Knees" af Ida Gard her:


 

ANNONCE