I forbindelse med hendes nye album ”Human” tager den livsglade musiker på turné rundt i Danmark hen over sommeren og det tidlige efterår
Selvom Karen Mukupa altid har udstrålet livslyst og glæde, har det for det meste været i forbindelse med No Name Requested og hendes afdøde veninde Natasja. Med udgivelsen af "Human" tager Mukupa endnu et skridt på vejen som soloartist, og dette fejrer hun med en Danmarksturné, der bringer hende landet rundt i perioden fra slutningen af april helt hen til november.
Den 26. marts udkom Karen Mukupas fjerde soloalbum "Human", der blander hendes afrikanske rødder med dansevenlige beats. Albummet modtog tre stjerner af GAFFAs anmelder Sohail Hassan, som skrev: "På det nye album dyrker Mukupa i højere grad sine afrikanske rødder og synger bl.a. på swahili. Hendes vokal er heller ikke i verdensklasse, men der sker noget, når hun skifter fra engelsk til afrikansk. Det er, som om hun får mere karakter, og det hele går op i en større enhed".
Mukupa startede ud i begyndelsen af 1990'erne som den ene halvdel af den danske hiphop duo No Name Requested, som udover Mukupa bestod af Natasja. Duoen er i dag kendt og rost for deres enorme bidrag til dansk hiphop og reggae. Til trods for deres stærke lyd formåede No Name Requested ikke at udgive et fuldlængde album, men to singler opnåede succes i det danske hiphop undergrundsmiljø.
I 2000 debuterede Mukupa som solist, hvor hun udgav albummet "Mukupa's Law", som i 2002 blev efterfulgt af "2nd Base". Der skulle gå syv år før man igen hørte noget til den ukronede danske reggae-dronning, da hun i 2009 udgav albummet "Dreamer", hvor Mukupas venskab med Natasja er omdrejningspunktet for pladen, som blandt andet handler om tabet af Natasja. Albummet modtog fire stjerner af GAFFAs Henrik Bæk, som gav albummet følgende ord med på vejen: ""Dreamer" er et meget troværdigt album fra en sangerinde, der på trods af at hun har oplevet stor sorg, hylder livet og fortsat tør drømme videre".
Nu får man igen mulighed for at opleve Danmarks markante afro-sangerinde, når hun starter sin Danmarksturné den 27. april.
Turnédatoerne er som følger:
Den 27. april, Musikteatret, København.
Den 4. maj, Viften, Rødovre.
Den 5. maj, Dexter, Odense.
Den 7. maj, Tivoli, København.
Den 20. juli, Hammershus, Bornholm.
Den 21. juli, Moriskapavillonen, Malmø.
Den 22. juli, Nemoland, Christiania.
Den 27. september, Godset, Kolding.
Den 28. september, Harders, Svendborg.
Den 29. september, Sønderborghus, Sønderborg.
Den 5. oktober, Det Bruunske Pakhus, Fredericia.
Den 2. november, Louisiana, Humlebæk.
Billetter kan derudover købes gennem spillestederne.




