Oplev en benhård kanalrundfart med dj, billig bar og gratis entré til firdobbelt hardcore rock’n’roll-kaos i Pumpehuset den 12. maj
Ohøj, alle metalheads og metalelskere! Snart bliver Københavns kanaler indtaget af en flåde med mange decibel, tung metal og en velbjærget bar, for som opvarmning til Copenhell kommer nu Copenhell Metal Cruise.
Copenhell har som opvarmning til todagesfestivalen den 15. og 16. juni på Refhaleøen kapret en kanalbåd, installeret et massivt anlæg, skubbet guiden i søen til fordel for flydende proviant og er dermed klar til at hamre metal-bredsider mod hovedstadens borgere. Når der lægges til land efter togtet, vil der være grill, bar og et stort metalshow i Pumpehuset.
Nu kan du få mulighed for at være med som matros.
Baren om bord er ifølge arrangørerne billig, og der bliver taget højde for et massivt flydende indtag, da der er lagt tissepauser ind på strandbaren Halvandet. Der vil blive serveres et gratis Copenhell-vodkashot, inden afbrændingen af byen starter. I samlet flok indtager matroserne Pumpehuset, hvor der vil være metal på anlægget, grillmad til overkommelige priser og en veludstyret bar. Fra kl. 19 vil der være gratis adgang for Copenhell Metal Cruise-deltagere til firdobbelt all-nite-koncert med Every Time I Die, Cancer Bats, Set Your Goals og Make Do And Mend.
Det hele finder sted lørdag den 12. maj kl. 16.00, hvor man mødes ved kajen bag Custom House, Havnegade 44, 1058 København K. Der vil blive serveret en gratis velkomstdrink, inden man stævner ud.
Billetsalget er allerede i gang, og man skal være hurtig, da der kun er plads til 100 om bord på dommedags-gallionen. Billetter kan købes her.
Når man ikke at anskaffe sig billetter til Copenhell Metal Cruise, har man stadig mulighed for at købe billet til den virkelig store metalfestival, Copenhell, hvor billetter kan købes via GAFFA Live.
