Nyhed

New Build - En ny konstellation

New Build er et nyt album- og koncertaktuelt projekt bestående af medlemmer fra Hot Chip og LCD Soundsystem. Vi har talt med Felix Martin fra bandet.

Engelske New Build består af medlemmer fra blandt andre Hot Chip og LCD Soundsystem og har netop udgivet deres debutalbum "Yesteday Was Lived And Lost". Fredag den 27. april kan de sammen med Taragama Pyjarama opleves som opvarmning for When Saints Go Machine i Den Grå Hal på Christiania. GAFFA har talt med Felix Martin fra bandet.

Med baggrund i bands som Hot Chip og med relationer til LCD Soundsystem har I nu valgt at opbygge denne nye konstellation under navnet New Build. Hvorfor besluttede I jer for at lave jeres eget?

"New Build er et samarbejde mellem jeg selv, Al Doyle og Tom Hopkins. Jeg mødte Al for omkring 12 år siden, nogle år før vi mødte Alexis Taylor og resten af Hot Chip. Det var mange år før Al blev guitarist i LCD Soundsystem. I de tidlige år lavede Al og jeg nogle underlige små bidder af musik. Det var ikke før sidste år, efter opløsningen af LCD Soundsystem og en længere pause fra Hot Chip, at vi havde muligheden for at tage dette samarbejde op igen. Vi færdiggjorde et album sammen og fik hjælp fra vores ven Tom. Det er noget vi altid har haft lyst til at gøre, men som vi ikke har haft tid eller mulighed for før nu."


I udgiver jeres femte studiealbum med Hot Chip "In Our Heads" i juni. Hvorfor følte I trang til at lave noget andet lige nu?

"Det er simpelthen bare dårlig planlægning. Da vi første gang annoncerede eksistensen af New Build sidste år, var Hot Chip-albummet ikke engang tæt på at være færdigt. Men vi har en tendens til at være ret effektive i Hot Chip, og arbejdet med "In Our Heads" viste sig at være en ret ligetil proces. Når noget først er færdigt, er der ikke nogen grund til at udskyde udgivelsen. Vi besluttede at sende det hele på gaden med det samme. Når støvet engang har lagt sig, håber jeg at folk vil bedømme og nyde hvert album på dets egne præmisser."

Medierne lægger stor vægt på at medlemmerne af New Build kommer fra Hot Chip og LCD Soundsystem. Er det vigtigt for jer at blive set adskilt fra jeres andre projekter?


"Det er vigtigt, at bandet og musikken bliver anerkendt og anset som en legitim og selvstændig helhed. Men når det er sagt, så er der mange elementer fra vores andre bands i New Build, så det ville være fjollet at tro, at en så åbenlys parallel kunne ignoreres. Vi har en samling af sange, og vi bevæger os måske i mod vores egen lyd, men det vil tage noget tid, før vi virkelig kan blive identificeret som et stærkt og individuelt format som Hot Chip eller LCD. Det bliver forhåbentlig en naturlig proces. I mellemtiden har vi ikke noget problem med, at der er fokus på de bands, som vi kommer fra og arbejder med."

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.

Hør New Build live i den Grå Hal, København, fredag den 27. april 2012 sammen med When Saints Go Machine og Taragama Pyjarama samt dj-sæt ved Chllnger og Kenton Slash Demon.


Læs mere om arrangementet og køb billetter via GAFFA Live.

ANNONCE