Nyhed

Ny lyd for 1,5 millioner i Musikhuset Aarhus

I aften indvies Musikhuset Aarhus’ nye lydanlæg, når den amerikanske legende James Taylor giver koncert

For snart et år siden begavede Nordea Fonden Musikhuset Aarhus med 2,5 millioner til indkøb af et nyt lydanlæg til Musikhusets Store Sal. Og i aften står anlægget færdigt og er klar til at assistere den amerikanske singer-songwriter-veteran James Taylor, der højst sandsynligt afprøver anlægget med evergreens som "Fire and Rain" og "You've Got a Friend".

"En uddeling af denne størrelse fra Nordea-fonden er ganske overvældende, og jeg er sikker på, at både publikum, kunstnere og ansatte i Musikhuset får stort udbytte af det nye lydanlæg fremover," udtaler Musikhusets direktør Marianne Bedsted, og fortsætter: "Jeg er meget glad og stolt på Musikhuset vegne over, at Nordea-fonden, som også tidligere har udstyret Rytmisk Sal med et moderne lydanlæg, atter vil bidrage til at give publikum store oplevelser i Musikhuset Aarhus", siger musikhusdirektør Marianne Bedsted.

Valget er faldet på det såkaldte V-system fra det tyske firma d&b audiotechnik. Der er tale om et større anlæg bestående af forskellige typer højttalere med forskellig spredning samt subwoofere til en værdi af cirka 1,5 millioner kroner. Ifølge d&b's repræsentant og direktør ved Alfa Audio, Lars Frederiksen vil de nye højtalere kunne skabe den samme lyd på første som på sidste række, så det gamle koncerttrick med at sætte sig i nærheden af lydmanden er ikke længere aktuel med salens nye system. Derudover bruger højtalerne kardioid-teknologi, der gør at højtalerne ikke spiller bagud på scenen, og derved dannes der ikke feedback.


"De enkelte enheder der sidder i er udviklet så man får en højere grad af opløsning og et klarere lydbillede. Tankerne med anlægget er, at det dels skulle være et system der var kraftigt nok til at opfylde Musikhusets krav til lydtryk og dels have en lydkvalitet, der er god nok til opera og alle de 'pæne' ting", siger Lars Frederiksen.

Ilddåb

Anlægget er et af de første af sin slags og state of the art, og blev først præsenteret på Prolight & Sound-messen i Frankfurt i marts. Musikhuset har købt et af de første sæt af anlægget, og kun Madonna fik lagt bestilling inden Musikhuset. Musikhuset Aarhus har før været "first movers" ved indkøb af andre d&b-lydanlæg i husets andre sale.


Da det gamle anlæg fra 1989 skulle skiftes ud var flere systemer med i kampen, og når sådanne anlæg skal testes bruger teknikere tit James Taylor-sange på grund af deres produktionsmæssige standard. Det er altså en ilddåb, når højtalerne i aften skal lægge lyd til den ægte vare.

I weekenden indtager Spot Festival Store Sal, så der kan man opleve højttalerne prøve kræfter med pop- og rockgenren, når de skal levere bund og støtte til navne som Tim Christensen, I Got You On Tape, Lukas Graham og The Raveonettes.

ANNONCE