Nyhed

Robin Gibb er i koma

Bee Gees-sangeren er i koma efter at være blevet ramt af lungebetændelse

Efter en længere kamp mod kræft, tarmkomplikationer og flere operationer er den tidligere Bee Gee sanger Robin Gibb endt i koma efter at være blevet ramt af en omgang lungebetændelse, forlyder det i et statement på Gibbs officielle hjemmeside.

Forskellige medier har på det seneste fortalt, at Gibbs sygdom var værre end forventet, og nu kan Gibbs familie bekræfte de triste nyheder. "Vi håber og beder alle for, at han vil komme igennem det", skriver familien på Gibbs hjemmeside. Ifølge flere forskellige kilder skulle Gibbs familiemedlemmer, konen Dwina, broren Barry, datteren Melissa og de to sønner, Spencer og Robin-John, være ved sangerens side på hospitalet i London.

Sidste år kunne Gibb afsløre, at han havde kæmpet mod kræft og tarmkomplikationer, hvilket havde resulteret i en hasteindlæggelse på hospitalet for behandling. Indlæggelsen kom efter flere måneders helbredmæssige problemer, som gjorde ham ude af stand til at optræde. I februar forlød det, at Gibb endelig var i markant bedring, men nu har det vist sig at gå i den modsatte retning. Både sangeren selv og en lang række fans havde håbet på, at Gibb ville være frisk nok til at optræde ved London-premieren på hans klassiske værk "Titanic Requiem" i sidste uge, men det blev desværre ikke sådan.


Gibbs hjemmeside modtager for tiden så megen trafik, at den er midlertidig utilgængelig. Sangerens Facebookside er stadig online, hvor fans efterlader beskeder om god bedring og støtte.

Broderen Maurice, som også var med i Bee Gees, fik i 2003 en alvorlig sygdom i tarmen, en sygdom der desværre blev hans død. En anden bror, Andy Gibb, der havde en succesfuld solokarriere som sanger, døde i 1988 i en alder af 30 år på grund af et længerevarende misbrug.   

ANNONCE