Nyhed

Stjerner mindes Levon Helm

The Black Keys fik besøg af John Fogerty, og Bob Dylan udsendte en erklæring i anledning af The Band-trommeslagerens død

Som GAFFA kunne rapportere i sidste uge, mistede vi torsdag en musikalsk legende i skikkelse af The Bands trommeslager og vokalist Levon Helm, som bukkede under for cancer i en alder af 71 efter i øvrigt at have været musikalsk aktiv til det sidste.

Og siden er der kommet en lang række reaktioner fra kolleger og venner, herunder Bob Dylan, der som bekendt har arbejdet tæt sammen med The Band ad flere omgange; lige fra den historiske turné i '66 over albummet "Planet Waves" fra '73 og den efterfølgende stadionturné foreviget på "Before the Flood" og frem til The Bands afskedskoncert i '76, som blev til Scorseses film "The Last Waltz" to år senere.

Blandt de sidste store ånder


Dylan har således på sin officielle hjemmeside udsendt en af sine sjældne offentlige udtalelser, hvori det blandt andet hedder, at Helm var "...en af de sidste store ånder fra min eller nogen anden generation". Dylan fortsætter: "Dette er bare så trist at tale om. Jeg kan stadig huske første gang jeg mødte ham og sidste gang jeg så ham. Vi går temmelig langt tilbage og havde været en del igennem sammen. Jeg vil savne ham, og det er jeg sikker på mange andre også vil".

Ved deres koncert på weekendens Coachella Festival fik The Black Keys iøvrigt selskab af John Fogerty, og sammen fortolkede de The Band-klassikeren "The Weight" i anledning af torsdagens triste nyhed.

ANNONCE