Nyhed

The Darkness fortæller om nyt album

Det britiske glam rock-band er færdige med at indspille og mikse det nye album, der udkommer i løbet af i år

Sidste år blev det glamrockede band The Darkness genforenet og spillede en række koncerter og gik efterfølgende i studiet for at indspille sange til, hvad der bliver deres tredje album. Nu er alle sangene i kassen, og bandet mangler stort set kun at udvælge hvilke sange, der skal ende på det færdige album.

I et interview med NME.com siger forsangeren Justin Hawkins: 

"Den første single bliver "Every Inch Of You". Halvdelen af pladen er rigtig old school AC/DC-guitarrock, og noget af det er mere luksuriøst og i flere lag, lidt ligesom det første album. Men der er også noget mere hård metal. I virkeligheden er det et klassisk The Darkness-album. Ingen stoppede os, og vi blev bare revet med."

The Darkness er lige blevet offentliggjort som opvarmning på den europæiske del af Lady Gagas verdensturné "Born This Way Ball" til efteråret – en turné, der blandt andet bringer hende til Parken 2. september.

Den første single fra The Darkness' nye album, "Every Inch Of You", er endnu ikke på gaden, men her er et andet nummer, som The Darkness offentliggjorde i februar og som formodentlig også finder vej på det nye album. Nummeret hedder "Nothing's Gonna Stop Us":

ANNONCE