Den danske sangerinde spiller sin eneste koncert på dansk jord til december
Den danske sangfugl og pianist Agnes Obel kan opleves på Det Kongelige Teater, Gamle Scene den 11. december i år.
Obel er lige nu i studiet for at færdiggøre opfølgeren til det anmelderroste debutalbum "Philharmonics" fra 2010. Debuten fik i sin tid 4 stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, der skrev: "Philharmonics er fuld af smukke melodier, udmærkede, længselsfulde tekster og formfuldendt klaverspil, og så er Agnes Obels lyse, drømmende stemme en fornøjelse at være i selskab med".
"Philharmonics" oplevede stor publikumssucces og indtog således førstepladsen på den danske album-liste syv uger i træk og har solgt firdobbelt platin i Danmark, det vil sige 80.000 eksemplarer. Derudover høstede Obel fem Danish Music Awards i november sidste år, heriblandt den prestigefyldte pris for "Årets Danske Album".
I Frankrig har Obel også haft vind i sejlene og kan bryste sig af et sekscifret albumsalg, og i Belgien og Holland har albummet ligget i top 10. Hendes turneer har ud over disse lande også ført hende igennem England og USA.
Billetter starter fredag den 31. august kl. 10.00 via GAFFA Live.
Derudover kan vi se frem til flere koncerter i 2013, når Obel udgiver sit andet album i starten af året.




