X Factor-dommeren fortsætter alligevel. Vi har talt med ham – og med de to nye dommere, Ida Corr og Anne Linnet
Tidligere i dag faldt den endelige bekræftelse på, at det bliver Ida Corr, Anne Linnet og nu fem-årige X Factor-dommer Thomas Blachman, der kommer til at sidde bag den store dommerskranke, når DR-føljetonen atter bliver sat i værk i 2013.
Der var hos flere større dagblade blevet spekuleret meget i, hvem der mon skulle tage tjansen på sine skuldre i år, og Ekstra Bladet og B.T.'s gisninger om, at det netop skulle være den indeværende trio, blev således en realitet.
Et personligt Big Bang
Den største overraskelse for de fleste var nok, at Thomas Blachman atter valgte at tage en tørn, da han efter X Factor-finalen i år udtalte, at han ikke havde noget intention om at stille op – blandt andet på grund af menneskelige omkostninger og en lyst til at udforske sit eget kunstneriske virke, men der skete ligesom noget efter programmets slutning.
– Det slog mig på et tidspunkt – specielt efter at jeg mærker de reaktioner i gader og stræder, hvor end jeg kommer, at det er som om, at jeg har gået ind og gjort et eller andet med venstre hånd, for at kunne komme hurtigt hjem og lege med mine børn. Det var ligesom udgangspunktet for at lave det her, ind og tjene nogle hurtige penge og komme hjem og lege med mine børn. Det var helt tilbage, da jeg begyndte på det her.
- Det blev hurtigt til noget andet, og det man gør med venstre hånd har nogle gange nogle uoverskuelige konsekvenser. Jeg kunne ikke gøre det med venstre hånd. Det handlede overhovedet ikke om penge, og det gør det stadig ikke. Det blev til noget andet. Det blev til musikformidling. Det blev til at bruge musikken som metafor for menneskesyn. På den måde at kunne debattere og udbasunere holdninger, og det har fungeret for mig i en sådan grad, at jeg har genopdaget det pædagogiske vidunder, som fjernsynet er – i prime time mellem 20 og 21.
- Vi ved alle sammen, at der er mulighed for at formidle det pædagogiske på et tv, men det blev til underholdning. Lige pludselig kommer jeg, og gør det her, og det er klart: Der er et skæbnefællesskab i det her, og så lige pludselig ankommer der bare så mange idéer til sindet, at man næsten kan snakke om et personligt Big Bang. Jeg får nogle idéer, hvor jeg stiller mig selv det spørgsmål: hvad for nogle programmer skulle jeg laver, hvis jeg skulle lave tv? Så får jeg nogle idéer som faktisk ændrer mit liv, og på kort tid ser alting anderledes ud igen, og så finder jeg ud af, at jeg kun lige er begyndt at lave tv. Jeg troede jeg var færdig – jeg er kun lige begyndt. Jeg kan ikke røbe mere. X Factor er en del af en større tv-ting i virkeligheden, forklarer Blachman over for GAFFA.
Læs interviews med de andre to dommere, Ida Corr og Anne Linnet, i GAFFAs artikelsektion.