Nyhed

Efterklang giver ekstrakoncert

Arrangørerne kan melde udsolgt til koncerten i Konservatoriets Koncertsal

I forbindelse med udgivelsen af Efterklangs fjerde studiealbum drager bandet på en Europaturné, hvor "Piramida" vil blive fremført i samarbejde med klassiske orkestre. Herhjemme får Efterklang selskab af Sjællands Symfoniorkester/Copenhagen Phil og kan nu melde udsolgt til den første af to planlagte koncerter i oktober. Dette har medført en ekstrakoncert i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg.

"Vi er meget glade for den store interesse. Det er usædvanligt, at en koncert bliver udsolgt så lang tid i forvejen – især fordi, Efterklangs nye album ikke udkommer før den 24. september," siger musik­chef for Copenhagen Phil, Uffe Savery.

Ekstrakoncerten kommer til at foregå den 9. oktober og bliver dermed Efterklangs første koncert i Danmarks efter en pause på 18 måneder. Symfoniorkestret vil blive dirigeret af André de Ridder, der er kendt for at samarbejde på tværs af genrer. Han har blandt andet dirigeret kunstnere så forskellige som BBC Symphony Orchestra, Gorillaz, Dessner-brødrene fra The National og Mouse on Mars. Trommeslageren Budgie fra hedengangne Siouxsie & The Banshees medvirker også i koncerten, da han er blevet indlemmet i Efterklangs liveband.

Til de nu tre danske koncerter vil man kunne opleve Efterklangs kommende album "Piramida", som udkommer den 24. september. Albummet tog sin start, da de tre bandmedlemmer tilbage i august 2011 tog på en ni dages lydekspedition til en forladt russisk mineby på Svalbard, som ud over at være hjem for flere isbjørne end mennesker også rummer spøgelsesbyen Piramida ("pyramide" på norsk).

Koncerten starter klokken 21, men dørene åbner 19.30 og giver publikum adgang til den "musikalske markedsplads", med kunstnermøder, installationskunst og spisning. Klokken 20.30 er der support med Peter Broderick, og efter koncerten åbner loungen til toner fra dj'en.

Billetsalget til ekstrakoncerten starter på fredag via GAFFA Live

60 minutes of Efterklang

9. oktober fra kl. 19:30, Konservatoriets Koncertsal/Ekstrakoncert

10. oktober fra kl. 19:30, Konservatoriets Koncertsal/Udsolgt

12. oktober fra kl. 19:30, Kulturværftet, Helsingør

Lyt til førstesinglen "Hollow Mountain" fra "Piramida"

ANNONCE