Nyhed

Elton Johns bassist er død

Robert Wayne Birch blev fundet død i går morges, 56 år gammel

Robert Wayne Birch, bassist for blandt andre Elton John, blev fundet død i Los Angeles i går. Birch blev fundet rundt om hjørnet fra sit hjem og er formentlig død af et selvpåført skudsår i hovedet, skriver The Guardian.

Ifølge Ed Winter, chef-assisterende ligsynsmand i Los Angeles County, blev liget fundet onsdag morgen, og dødsårsagen bliver undersøgt som et muligt selvmord.

Robert Wayne Birch, som også spillede saxofon, arbejdede som bassist for Elton John og turnerede med ham fra starten af 1990'erne. Han medvirker på "Made in England" fra 1995, "The Big Picture" fra 1997, "Peachtree Road" fra 2004 og "The Captain and The Kid" fra 2006.


Gennem sin karriere arbejde Robert Birch desuden sammen med blandt andre Billy Joel, Keith Emerson og The Replacements, men dedikerede det meste af sin tid til turnéer med Elton John.

"Rocket Man"-sangeren gæstede Augustenborg Slot i Sønderborg i sidste måned (dog uden Robert Birch), hvor GAFFAs Espen Strunk tildelte fire stjerner under overskriften: "Flødebolle i fri dressur ved veloplagt hitparade".

ANNONCE