GAFFA har været et smut i Fona på Strøget for at få en snak med den sympatiske gangsta-rapper
Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion
Køen uden for Fona på Strøget strækker sig langt. De første har stået her i flere timer for at møde en af hiphoppens største stjerner på klos hold. Inden for sidder manden, det hele drejer sig om, 50 Cent, med et par af de høretelefoner, han er i byen for at promovere, om halsen. Han er veloplagt og tydeligvis i godt humør – nogle gange nærmest lidt genert, når han smilende kigger ned og overvejer, hvad han skal svare på GAFFAs medbragte spørgsmål.
Nej, der er ikke mange stjernenykker eller gangsta-attituder over den sympatiske herre, der sidder over for GAFFAs udsendte, og når det så er sagt, har Curtis Jackson på det seneste også haft mere travlt med film- og forretningsprojekter, end han har med at rappe om guns 'n bitches. Mandens seneste album Before I Self Destruct udkom i 2009 og solgte ganske skuffende i forhold til at mandens trods alt er en af de største stjerner på hiphop-himlen.
Derfor er der måske ikke noget at sige til at han har brugt sin tid på at indspille film med tunge drenge som som Al Pacino, Robert De Niro, Arnold Schwarzenegger og Bruce Willis og på at høste frugterne af sin yderst lukrative investering i Vitamin Water. En investering, der gør, at Fiddy kan se stort på, hvorvidt hans plader sælger eller ej i de næste mange, mange år. Og pengene ryger ikke direkte i egne lommer – ikke alle sammen i hvert fald, for den tidligere narkohandler har travlt med at skabe balance i tingene og står bag flere velgørenhedsprojekter, hvor Street King-projektet, hvor han støtter kampen mod fattigdom og hungersnød i Afrika, nok er det bedst kendte.
Hvordan skal man henvende sig til en mand som 50 Cent? Kalder man ham "Fiddy"? Eller "Mr. Cent"? Jeg beslutter mig for at droppe begge dele, og efter en almen høflighedsudveksling, hvor 50 giver udtryk for, at det går særdeles godt, så ellers lægge strategisk klogt ud med at spørge ind til mandens årsag til at være i byen; hovedtelefonerne. Det falder i god jord.
Hovedtelefoner og ny plade på vej
Hvordan kan det være, du er begyndt at lave hovedtelefoner?
– Det udspringer af min kærlighed til musikken. Når jeg er i studiet, bruger jeg utrolig lang tid på at finde ud af hvordan musikken skal lyde, efter jeg har indspillet vokalen, og jeg vil gerne have at folk får den bedst mulige gengivelse af, hvordan musikken er tænkt. Ofte kommer sange til at lyde helt anderledes end producerens oprindelige ide med dem, fortæller Fiddy smilende og er tydeligvis godt tilfreds med at få lov at demonstrere sit produkt. Men nu til musikken, for hvad har den sympatiske gangsta egentlig gang i på den front for tiden?
– Jeg har netop udsendt den første single fra mit kommende album. Den hedder New Day, og Alicia Keys og Dr. Dre er med på den. Jeg synes den varsler ret godt for pladen. Det er en god start, haha!
En hård proces
Den nye plade har været undervejs i et godt stykke tid nu. Hvordan kan det være, at der er gået så lang tid mellem Before I Self Destruct og denne her?
– Det har været en ret hård proces for mig at lave denne her plade, for den forrige var mit sidste album på Interscope, og så ville jeg ikke tale for meget om denne her for ikke at irritere nogle på det pladeselskab, men da det alt sammen var på plads, kunne jeg komme tilbage til arbejdet, men det har taget lang tid, fordi der har været nogle "issues", jeg har været nødt til at forholde mig til i forhold til det gamle pladeselskab. Men nu er jeg klar til at vende tilbage…
Du er jo en travl mand, må man sige. Med alle dine film- og forretningsprojekter…
– Ja, jeg begyndte at lave alle mulige forskellige ting i min fritid, mens jeg ikke indspillede, for jeg bliver skør i hovedet, hvid jeg keder mig. Jeg er nødt til at have noget at rive i.
Og det blev så blandt andet film og tv. Hvornår begyndte du at interessere dig for det?
– Min passion for film og tv kommer fra de film og serier, jeg får set mellem koncerterne, når jeg rejser rundt på tour. Og jeg elsker at udfordre mig selv kreativt på den måde. Det var også derfor, jeg startede Cheetah Vision, mit filmproduktionsselskab, der indtil videre står bag ti film i USA, og det har været en stor succes. Jeg har lavet film med folk som Bruce Willis, Robert De Niro, John Cusack, Nicolas Cage, Forest Whittaker, Rosario Dawson, Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone.
Robert De Niro er en god læremester
Du spillede over for legenderne Robert De Niro og Al Pacino i Righteous Kill. Hvordan var det?
– Det var selvfølgelig helt fantastisk. Det var et virkelig fedt projekt. Hver gang jeg har været sammen med Robert De Niro, har jeg lært en hel masse. Første gang jeg mødte ham, var det faktisk fordi, vi havde en ide om at lave et fælles filmprojekt, der skulle hedde "Streets Of Blood"…
Det lyder som en gangster-film…
– Haha, synes du virkelig? Haha, men det blev aldrig til noget. Grunden til, at han ville mødes med mig privat, var, at han ville være helt sikker på, at jeg nu havde lyst til at gøre det; at jeg ville have det godt med at medvirke i sådan en film og ikke mindst, at jeg var klar på at yde den indsats, sådan et projekt kræver. At stå mellem ham og Pacino under optagelserne til Righteous Kill var stort for alle os, der var med i projektet. Selv instruktøren var flere gange reduceret til en fan, haha! De filmede alt, hvad de overhovedet kunne, når de begge to var på sættet. Det var en rigtig fed oplevelse, men jeg var aldrig nervøs. Jeg har været i næsten enhver tænkelig situation, der kunne gøre mig nervøs ude i den virkelige verden, så der er ingenting, der kan få mig til at ryste i bukserne, når jeg laver en film.
Du kan læse hele GAFFAs interview med 50 Cent i vores oktober-nummer.
































