Garagerock-festivalen på Masnedøfortet ved Vordingborg får i år besøg af cirka 850 deltagere
Så gik det som arrangørerne havde forudsagt. I dag kan Gutter Island Festival melde komplet udsolgt til garage rock-begivenheden, som finder sted i den kommende weekend 24.-26. august. I år er det syvende gang, at Masnedø Fort danner rammen om rock'n'roll-festivalen, der byder på både store danske navne, upcoming artister og bands fra det store udland.
600 billetter er blevet indløst, og medregnet bands og frivillige rammer festivalen det største antal deltagere nogensinde. Gutter Island har da også lovet det måske mest alsidige program siden 2000, hvor i alt 23 bands vil kunne opleves på de to festivaldage.
Blandt de optrædende på året festival er de svenske Imperial State Electric, de norske Honningbarna, The Jim Jones Revue fra England, og fra Brooklyn kommer The Master Plan. Festivalen byder desuden på en række danske navne, blandt andre Columbian Neckties og The God The Bad.
Ud over livemusikken vil en håndfuld djs holde festen i gang på alle tider af døgnet, og der bliver også budt på aktiviteter som "hjemmebyg af elektrisk forstærkede instrumenter", "norsk musikquiz" og "Styling og Bobler".
For dem som har været så heldige at skaffe billet, åbner festivalpladsen fredag klokken 18.30 og fortsætter til søndag klokken 12.00. Der er for øvrigt indsat busser til festivalen, som kører fredag kl. 16.00 fra DGI-Byen i København og hjem igen, når festivalen slutter.
Gutter Island gør desuden opmærksom på, at man i år ikke må medbringe egne drikkevarer på festivalpladsen eller campingområdet. De lover til gengæld øl, vin, vand og spiritus til rimelige priser, og hele overskuddet går til festivalens fortsatte eksistens.
Se hele programmet på festivalens hjemmeside.
