Nyhed

Lady Gaga afslører albumtitel

Den amerikanske popstjerne udgiver nyt album næste år

"Jeg har bare lyst til at fortsætte. Jeg er ikke så orienteret mod endemålet som mod processen. Jeg vil bare blive med at skrive musik. Jeg gælder mig til at udgive et nyt album og tage på turné. Jeg føler mig meget velsignet over at være en kunstner, der kan leve af at gøre det, jeg elsker."

Sådan sagde Lady Gaga tilbage i januar måned. Lige nu er hun i gang med den verdensomspændende "Born This Way Ball"–turné, som den 2. september bringer hende forbi Parken, og samtidig er der netop offentliggjort en albumtitel på sangerindens kommende tredje fuldlængde-studiealbum. 

Albummet kommer til at hedde "ARTPOP", og titlen har Lady Gaga fået tatoveret på sin overarm. Hun meddeler endvidere på Twitter, at det er vigtigt, at den nye projekttitel bliver skrevet med versaler. "Det hele ligger i detaljerne".

"ARTPOP", som forventes på gaden i starten af næste år, bliver det tredje fuldlængde-studiealbum fra Gagas hånd. Hun debuterede tilbage i 2008 med albummet "The Fame", der kastede hits som "Poker Face", "Just Dance" og "Paparazzi" af sig. Albummet blev i 2009 efterfulgt af minialbummet "The Fame Monster", og sidste år udkom "Born This Way".

GAFFAs Michael Jose Gonzalez gav det seneste udspil de jævne tre stjerner og skrev: 

""Born This Way" indeholder simpelthen ikke popmusik nok af den kvalitet og kaliber, man kunne have håbet på og forventet sig fra den gode Gagas hånd. Den skal imidlertid nok hitte stort, men denne gang bliver det desværre snarere på grund af Gagas i forvejen store popularitet end på grund af musikkens kvaliteter".

Ud over den igangværende turné og arbejdet på det kommende album kan den spektakulære succes-sangerinde Lady Gaga næste år opleves i sin første rigtige filmrolle. Hun skal spille karakteren La Chameleón i Robert Rodriguezs film "Machete Kills".

ANNONCE