Nyhed

Lady Gaga og Kendrick Lamar arbejder sammen

Popstjernen medvirker på et nummer på rapperens kommende album

Lady Gaga tog endnu engang Twitter i brug til at annoncere nyheder, denne gang om et samarbejde. Den 6. september udkommer singlen "Partynauseous", produktet af en kollaboration mellem Gaga og rapperen Kendrick Lamar.

"Jeg er begejstret over at kunne annoncere, at et nummer jeg har arbejdet på, nu er blevet til et samarbejde med Kendrick Lamar til HANS ALBUM", tweetede Gaga til sine mere end 28 millioner followers.

Siden Lady Gaga blev spottet backstage til Lamars koncert på Pitchfork Festival i Chicago, har der været rygter om et muligt samarbejde. Nummeret handler ifølge Gaga "om Jakarta og mit forhold til landet (Jakarta er nu ikke et land, men hovedstaden i Indonesien. En planlagt Gaga-koncert 3. juni i Jakarta blev aflyst efter protester fra islamiske organisationer, red.). Ville ønske, at jeg kunne "blive høj med fjenden" og skabe fred".


Det første officielle album fra Kendrick Lamar, "good kid, m.A.A.d city" har fået udgivelsesdatoen den 2. oktober og vil, ud over nummeret med Lady Gaga, også indeholde nummeret "The Recipe", et samarbejde med Dr. Dre.

Lady Gaga er selv i gang med et nyt album, "ARTPOP", som forvendes ude i starten af næste år og blive det tredje fuldlængdealbum fra popstjernen. 

Kendrick Lamar gæstede Pumpehuset i København i starten af juni, og i den forbindelse gav han et interview, som kan ses på GAFFA TV.


ANNONCE