Nyhed

Love Shop klar med nyt album og turné

Til november kan Jens Unmack og Co. opleves på landevejen igen

"Efter at have haft lukket-skiltet hængende nogle år har Jens Unmack og Henrik Hall valgt igen at åbne for butikken efter nogle succesfulde koncerter sidste år. Og Love Shops comeback på pladefronten kommer ud i en rigtig flot lyd i Mikkel Damgaards kølige produktion. Vi befinder os på mange måder i krydsfeltet mellem de to herrers solokarrierer med Jens Unmacks livgivende vokal og Henrik Halls ramsaltede anslag".

Sådan skrev GAFFAs Jan Opstrup Poulsen om albummet "Frelsens Hær" fra 2010, der var det første album fra Love Shop i syv år. Lige nu er Jens Unmack ved at lægge sidste hånd på et nyt udspil, der forventer at kunne se dagens lys engang i oktober.

Tidligere i år vandt Love Shop en Steppeulv som Årets livenavn efter et år, hvor bandet med Jens Unmack som eneste tilbageværende, oprindelige medlem har båret den musikalske fakkel videre efter tabet af først guitaristen og medkomponisten Hilmer Hassig, dernæst mundharpespilleren med mere Henrik Hall. Hassig omkom i 2008 ved en trafikulykke, og Hall døde i 2011 af kræft.


Fakkelbæringen skete blandt andet, da Love Shop sidste år kunne opleves på det, der dengang hed Danmarks Smukkeste Festival. GAFFAs Ole Rosenstand Svidt overværede koncerten, som han gav fem stjerner under overskriften "Love Shop leverede en fortrinlig indsats ved deres sidste koncert i denne omgang – og antydede et gensyn".

I kølvandet på det nye album er det igen tid for Love Shop til at tage ud på landevejen.

Efterårets tour ser ud som følgende:


08.11 - Huset, Nakskov

09.11 – Viften, Rødovre

10.11 – Gimle, Roskilde


15.11 – Posten, Odense

16.11 – Paletten, Viborg

17.11 – Studenterhuset, Aalborg


22.11 – Tobakken, Esbjerg

23.11 – Sønderborghus, Sønderborg

24.11 – Fermaten, Herning


29.11 – Train, Aarhus

30.11 – Godset, Kolding

01.12 – Amager Bio, København


Forsalget starter i dag via GAFFA Live

ANNONCE