Den 44-årige Chris Lighty har formentlig begået selvmord
New York Daily News kan berette, at den 44-årige Chris Lighty er blevet fundet død uden for sit hjem i New York, tilsyneladende død for egen hånd. Lighty har været manager for flere store stjerner, heriblandt 50 Cent, P. Diddy og Mariah Carey.
"I chok" tweetede Diddy i går, efter at have hørt nyheden om sin managers død, ligesom flere andre af musikkens store navne hylder Chris Lighty. "Endnu et tragisk og uforståeligt tab for kulturen", skrev Nicki Manaj, mens Mary J Blige tweetede: "Man ved aldrig, hvad der kan bringe en person ud over kanten, eller får dem til at ønske at leve. Vær god ved mennesker. Vi er så skrøbelige".
Også rapperen Chuck D fra Public Enemy skrev: "RIP Chris Lighty. Ryster mit hoved ad de køtere, der har gjort den sorte musikindustri til et så deprimerende spil, at det trækker sådan nogle gode katte ned i et hul af bullshit".
Politiet blev ifølge The Guardian tilkaldt torsdag morgen, hvor Chris Lighty blev erklæret død på stedet. Han blev fundet med et skudsår i hovedet, og pistolen blev fundet på gerningsstedet. Ifølge New York Daily News havde manageren skændtes med sin kone, der sidste år søgte om skilsmisse.
Chris Lighty starte i slutningen af 80'erne med at arbejde for Russell Simmons og Lyor Cohen hos Rush Management, et af rap-musikkens første store managementbureauer. Simmons kaldte efter tragedien i går manageren for en "hiphop-helt og en af kulturens største arkitekter".
Siden blev Chris Lighty medstifter af sit eget managementbureau, Violator, der kom til at huse navne som Missy Elliott, Busta Rhymes, LL Cool J og 50 Cent. Han er blevet kendt som en af de personer, der har spillet en stor rolle i hiphoppens kommercielle eksplosion og har sat scenen for dagens rappere, med deres parfume-linjer, sponsorships, sportstøjsvirksomheder og prægning af mærker. "Vi forsøger hele tiden at flytte kulturen fremad", udtalte Chris Lighty til Billboard tilbage i juli.
Ud over arbejdet som manager havde Chis Lighty selv en mindre karriere som lejlighedsvis rapper, hvor han arbejdede sammen med A Tribe Called Quest og De La Soul som en del af The Native Tongues-besætningen og desuden dukkede op på Black Sheeps debut fra 1991.

