En beslutning om punktrioens videre skæbne forventes meget snart
De tre medlemmer af punkgruppen Pussy Riot, som siden marts har siddet fængslet, sigtet for hooliganisme, blev for snart to uger siden idømt to års fængsel. Ifølge Billboard appellerede de i går dommen, og der forventes at blive taget en beslutning om deres videre skæbne inden for de næste ti dage.
Nadezhda Tolokonnikova, 22 år, Maria Alechina, 24 år og Yekaterina Samutsevich, 30 år blev alle i forrige uge idømt to års fængsel, hvor dommeren udtalte, at "pigernes handlinger var ugudelige, blasfemiske og brød kirkens regler." Det tog hende tre timer at læse dommen op. Mens dette skete, var de tre kvinder iført håndjern placeret i et glasbur i retslokalet.
Trioen forsvarer sig med, at de ikke havde til hensigt at provokere troende og har derfor valgt at appellere dommen.
Imens er de to resterende medlemmer af punkgruppen Pussy Riot flygtet ud af landet for at undgå selv at blive arresteret.
Hele episoden har skabt protester og debat verden over, hvor også flere musikere offentligt har støttet de tre dømte kvinder. Senest er i alt fire kors blevet skåret ned i Rusland og nabolandet Ukraine, angiveligt for at vise støtte til bandmedlemmerne.
En meningsmåling udført af det uafhængige analysefirma Levada umiddelbart efter dommen viser ifølge Reuters dog, at kun seks procent af den russiske befolkning sympatiserer med Pussy Riot, mens 51 procent føler enten irritation eller fjendtlighed over for dem, og resten enten er ligeglade eller ikke har taget stilling.




