Nyhed

Rasmus Seebach sidder solidt på album-tronen

Med det seneste udspil har den danske sanger floreret på albumhitlisten i 42 uger og hele 149 uger med debutalbummet

Så er det igen tid til at se lidt på de officielle danske hitlister, som for fjerde uge i træk kan præsentere Rasmus Seebachs album "Mer End Kærlighed " på en sikker førsteplads. Seebach udkom med sit andet album i oktober sidste år og har indtil videre solgt ni gange platin. Han bliver efterfulgt af Justin Bieber og Frank Ocean, som i denne uge har skubbet Lukas Grahams selvbetitlede debutalbum ned på en fjerdeplads.

Den øverste nyhed finder vi på en 16. plads, som i denne uge bliver indtaget af Conor Maynard, den 19-årige britiske sanger, som på debutalbummet "Contrast" blandt andet byder på hitsangen "Can't Say No". Han får selskab af endnu et nyt navn i top 40, nemlig Testament med "Dark Roots Of Earth", som har lagt sig på denne uges 30. plads.  Medinas "Forever", Anne Linnets "De Bedste", David Guettas "Nothing But The Beat" og "Toppen Af Poppen 2" vender i denne uge tilbage til albumhitlisten. David Guetta kunne for øvrigt opleves på dette års Smukfest, hvor han lukkede festivalens første dag.

På tracklisten er der sket lidt ombytning på de øverste pladser, hvor man nu på en førsteplads kan finde sidste uges nummer to, Alina Devecerskis "Flytta På Dej". Den øverste nyhed på denne liste finder vi på en 5. plads, hvor Calvin Harris feat. Example debuterer på listen med nummeret "We'll Be Coming Back".


Den såkaldte bit-album-hitliste, der tæller downloads fra abonnementstjenester, har fået besøg af Rasmus Seebach på førstepladsen, og han skubber således sidste unges nummer et, Jennifer Lopez' "Dance Again… The Hits", ned på en fjerdeplads.

Se alle de officielle danske hitlister her.

ANNONCE