Reportage: Patti Smith på Louisiana

Punkens bedstemor er en af de titler, som der er blevet hæftet på Patti Smith over de sidste år. Hun går fra succes til succes og bliver behængt med priser i noget der ligner et konstant triumftog. En lysende skikkelse med udstråling som et konstant smilende blomsterbarn milevidt fra den mutte, kolde og afvisende person, hun var engang. GAFFA Torben Holleufer som i 1996 mødte Patti Smith i Tanger i Marokko langt fra kameraernes blitzlys er fan, men også skeptisk. Her er begyndelsen på hans essay fra en aften på en velplejet græsplæne i Nordsjælland direkte ud til Øresund i selskab med en amerikansk legende med tilsyneladende uendeligt overskud, der godt kan lide at snakke om alt fra hunde til humlebier og fra William S. Burroughs til Rimbaud.

Regnen falder stille og nærmest andægtigt står et intimt publikum på Louisianas græsplæne nede mod Øresund. Stemning af fred og fordragelighed, som er lysår fra den aften på hedengangne Daddy's Dancehall, hvor Patti Smith startede sin kærlighedsaffære med sit danske publikum.

Patti er i disse år det sødeste menneske på planeten, og det grå hår er pist væk i en grad så hun ligner sig selv og er lige til at spise. Som de stykker gulerodskage til 26 kroner, der ledsaget af boblevand og kaffe glider ned i klyngerne under paraplyerne.

Tidligere har hun danset uvirkeligt med Klaus Lynggaard og stillet op i adskillige seancer, men det er nu, på scenen over for Politikens Kim Skotte, at hun for alvor åbner op inden det, som alle har ventet på. Nemlig en seriøs snak efterfulgt af endnu en lille akustisk koncert med guitaristen Lenny Kaye i stil med den, hun diverterede en lille skare pressefolk med for et par år siden under Roskilde Festival.

Og Kim har forberedt sig grundigt og synes at læse alle de samme bøger som Patti, som udtrykker ønske om at varme sig yderligere i det gode selskab. Der er simpelthen ingen kanter her, og hendes store tale om humlebier som symbol på verdens overlevelse fra den selvskabte katastrofe tilsat sangen "People Have The Power" har omtrent samme elektricitet som de gamle Minervaplakater med Che Guevara i rød, som vi alle samen havde hængende over møbler i lys eg på værelser i forstæderne tilbage i start-1970'erne.

Men, kære læser, du har forståeligt nok ikke sat dig ned for at læse mine erindringer, så her er et udpluk af, hvad der faktisk skete, da Tante Patricia fra New Jersey satte sig ned i lænestolen i det velplejede Nordsjælland og fortalte historier.

I had a farm in Africa

Ekkoet fra Rungstedlund og Blixen er der umærkeligt i træernes skygger, men det skal også indrømmes, at Patti Smith, som er en smagssag i sin konstante mytologisering af sine forbilleder – fra Rimbaud over William S. Burroughs til Kurt Cobain og Amy Winehouse… og dermed til hende selv – ud over en skive plader af høj kvalitet har formået at vende det faktum, at hun ikke var det rette sted på det rette tidspunkt og led under det, til en forståelse hos omverdenen af, at som den overlevende viderebringer af venner som Mapplethorpe er hun blevet en legende i et nu, som altid var rigtigt trods længslen mod det, hun ikke kunne nå.

For nej, hun var ikke gammel nok til at komme helt ind i The Back Room på Max's Kansas City og med arbejde hos en boghandel for straight til at komme med i persongalleriet, der blev til "Walk On The Wild Side", men via sin fine erindringsbog, "Just Kids", har hun alligevel givet os noget, som alle de andre aldrig kunne. Nemlig et tilsyneladende ærligt tidsbillede, og det kan vi identificere os med, og det er med den bog i hånden og med det trods alt fantastiske katalog af sange, som konen har leveret siden "Piss Factory" for så mange år siden, at vi står der på græsplænen og føler os andægtige og klar til et godt grin. Og der skuffer hun os bestemt ikke. Som da hun fortæller om det crush hun havde på William S. Burroughs, og om hvordan den aldrende beatforfatter med sit karakteristiske tonefald, som Smith kan helt ned i detaljen, siger: "But my dear girl, I am a HO-MO-SEXUAL!" Hvorefter både vi og Smith er flade af grin.

Men her er altså Patti Smith unplugged:

Om inspiration:

"Når det handler om, hvad der inspirerer mig, så er det ikke altid, at musen er tilgængelig. Faktisk er det nogle gange, at når musen ikke er der, kommer de fede ting. De bliver født ud af fejltagelser. Nogle gange bliver jeg så frustreret, og så samler jeg min elektriske guitar op og laver en masse feedback, og det bliver en sonisk oplevelse, og nogle gange sker vidunderlige ting. I studiet kan man jo tage lidt frisk luft og gøre et nyt forsøg, men jeg kan godt lide at tage chancer, og jeg har et meget godt og stærkt forhold med mit band. De går hvor som helst med mig. Vi har arbejdet sammen i årtier og det er en del af vores proces, så jeg er ret heldig".

Om den spirituelle forbindelse:

"Jeg kom ind i verden, og da jeg blev klar over at der eksisterede elvere og feer, følte jeg deres ånd. Jeg kunne mærke dem. Mine legeting var ikke bare objekter for mig, de havde et skinnende liv, der var deres eget. Ideen om Gud og englene var en smuk idé for mig. Jeg er ikke i tvivl om noget, for mig er enhver ting i  åndeverdenen muligt. Og jeg knytter det ikke til nogen form for regler eller religion, jeg er bare åben, og hvis du er åben, vil de tale til dig. Det handler simpelthen om at være åben og lyttende, og alle mulige ting vil tale til dig. Naturen vil tale til dig. Dine døde forældre vil tale til dig, og det er bare sådan, jeg er".

Om ikke at være bange:

"Jeg er faktisk bange for nåle. Når jeg skal have taget en blodprøve, er jeg nærmest ved at besvime (ler). Jeg har lært i løbet af mit liv, at alle de her ting handler ikke om liv og død. Vi tager chancer, og nogle gange ser vi fjollede ud og folk griner måske af os, men le i stedet med dem. Jeg er altid i kommunikation med folk. Hvis jeg er selvbevidst eller gør noget dumt, ler vi af det sammen. Der er så mange problemer i verden. Du ser på billeder af folk som dør af sult midt i en koleraepidemi, eller har været udsat for et forfærdeligt jordskælv og har mistet alt. Du ser på folk og hvordan de lider, så hvad er det store problem, hvis du ligner et røvhul på en scene?"

Læs en længere udgave af essayet i GAFFAs artikelsektion, hvor Patti Smith blandt andet taler om spændingsfeltet mellem rock og poesi, om hendes forhold til beatdigtere som Allen Ginsberg og William S. Burroughs og om hendes nyeste album "Banga", der blandt andet indeholder en sang om og til Amy Winehouse.

Læs den lange udgave af essayet her.