Man kan nu finde den sidste gratis liveversion af numre fra solodebuten, som rammer gaden på mandag
Gennem de sidste to måneder har man på Christian Hjelms hjemmeside kunnet finde en videoserie med liveversioner af udvalgte numre fra det (meget snart) kommende album "Før Vi Blev Lette".
Den første single, "Lang Vej Igen", som tidligere har været Ugens Uundgåelige på P3 og stadig bliver spillet flittigt i radioen, var også første sang i session-sagaen, der nu slutter af med nummeret "Fri Leg". Det bliver altså den sidste forsmag, man kan få på solodebuten, men nu er ventetiden heller ikke lang. På mandag udkommer "Før Vi Blev Lette".
Det er et album, der med Figurines-sangerens egne ord er kommet "ganske naturligt. Det hele kom ligesom bare til mig, som om at det var noget jeg havde brug for at komme af med. Og det har samtidig åbnet en dør til områder, jeg ikke har været før, selvfølgelig på grund af sproget, men også et forum, hvor jeg har kunnet komme af med nogle andre vibes".
Ud over man kan høre nummeret "Fri Leg", kan liveudgaven desuden downloades ganske gratis.





