Molde afløser Lise Rønne på DRs populære underholdningsprogram
Når X Factor ruller over skærmen for sjette gang i foråret 2013, bliver det med Signe Molde som ny vært. Hun har haft sin gang i DR siden 2000 og var senest medvært på Anders Lund Madsens "Det Nye Talkshow".
"Da DR spurgte mig, om jeg ville være vært på X Factor, var jeg ikke i tvivl. Helt instinktivt tænkte jeg: Det lyder sjovt! Jeg har arbejdet med fjernsyn og radio i 12 år, men har aldrig prøvet at være vært på et stort underholdningsshow før, så på den måde er det noget helt nyt og stort for mig," siger hun
Hun skal afløse den tidligere X Factor-vært Lise Rønne, som har været vært i fire ud af de fem tidligere sæsoner og mente, at det var bedst at stoppe, mens det var sjovest.
Signe Molde er spændt på sit nye job og har stor respekt for de mange, som stiller op til X Factor:
"X Factor er jo uden sammenligning det største underholdningsshow i Danmark. Der er mange meninger om det, men faktum er, at det nu i fem år har samlet hele Danmark hver fredag aften. Og det tror jeg er fordi, at det er den perfekte blanding af de helt store følelser og det helt store show. Den perfekte blanding af garvede dommere, der tør sige, hvad de mener og – vigtigst af alt – ægte, rigtige mennesker, der tør tage chancen og stille sig op på en scene i direkte fjernsyn og sige: "Hej med jer - det her, det er det, jeg brænder for, og nu skal I høre, hvad jeg kan!". Det, synes jeg, er sindssygt modigt. Jeg elsker folk, der sætter sig selv på spil, og jeg glæder mig oprigtigt til at se, hvilke nye talenter der dukker op i år", siger Signe Molde.
DR1's underholdningschef Jan Lagermand Lundme er også glad for det nye samarbejde:
"Jeg er så glad for, at vi har fået Signe med på X Factor-holdet. Hun er en skøn kvinde og en dygtig tv-vært, som jeg er sikker på vil være en gave for programmet. Hun har den udstråling og professionalisme, som programmet kræver, og så brænder hun sindssygt meget igennem på skærmen. Jeg er sikker på, at seerne vil elske hende. Det bliver en sand fornøjelse, og jeg glæder mig til vi skal i gang," siger han.
DR er i øjeblikket i gang med at finde årets dommere, og drømmer man om at blive den deltager, som til sidst står med en pladekontrakt i hånden, kan man stadig nå at tilmelde sig pre-casting i Aarhus og København via dr.dk/xfactor.