Den færøske singer/songwriter udgiver en fire sanges ep
Den 34-årige færøske sanger, guitarist og pianist Teitur med det borgerlige efternavn Lassen tager i september og oktober guitaren under armen og et Rhodes i bagsmækken. En intimturné fører ham rundt i Danmark, og en enkelt gang til Stockholm, men inden er han aktuel med sin første ep nogensinde.
"Four Songs" udkomer den 3. september og indeholder tre nye numre, "Home", "Jailhouse Jumbo Jones" og "She Lives in the North" samt en ny version af "Poetry & Aeroplanes", titelnummeret på Teiturs debutalbum fra 2003.
Den kommende turné tager Teitur til mindre spillesteder, hvor missionen er at komme helt tæt på publikum med gamle numre samt at slibe nye sange af inden indspilningerne til den nye plade.
"Nogle gange får en sang ny mening eller musikalsk retning efter man har spillet den masser af gange live. Jeg har ofte fortrudt at have indspillet en sang før jeg har haft chancen for at spille dem live – det burde være den anden vej rundt, at du indspiller en sang når ringen er sluttet, ideelt set efter en turne. I efteråret tager jeg på en soloturne og spiller på intime venues hvor jeg vil afprøve nye sange – materiale jeg har tænkt mig at indspille på mit kommende album. Jeg har altid haft nyt materiale med på turné, men denne gang bliver det mere end en eller to sange. Jeg har også lavet en ep med fire numre til touren i samme ånd", fortæller Teitur.
"Four Songs" er indspillet i Studio Bloch, som er ejet af Teiturs indspilnings- og mikstekniker, Jonas Bloch Danielsen. Studiet er placeret i en gammel bygning i Torshavn og er delvis skåret ind i den omkringliggende klippe, mens 100 år gammel kork er bygget ind i nogle af væggene fra dengang, bygningen blev brugt som islager.
Det er første gang i sin karriere, at Teitur har udgivet noget solo uden medvirken fra andre musikere.
Teitur kunne tilbage i december opleves på Loppen i et særligt X-mas-show, hvor GAFFAs anmelder Ivan Rod var med. Han gav koncerten fire stjerner og skrev blandt andet: " (…) uanset om han spillede nye, gamle eller ufærdige numre, spillede han med et nærvær og en autenticitet, som reducerede betydningen af, at hans optræden var behæftet med et hav af skønhedsfejl. Hans kejtethed og humor og – nok så væsentligt – hans helt åbenlyse kvaliteter som singer-songwriter, hans sans for det melodiske, melankolske og hans talent for vokal formidling – gjorde, at man accepterede fejlprocenten."
Tourdatoer:
28.09 Vershuset, Næstved **
29.09 Harders, Svendborg **
30.09 Debaser Slussen, Stockholm
02.10 Tobakken, Esbjerg *
03.10 Viften, Rødovre *
04.10 Cafe Hatten, Randers *
05.10 Templet, Lyngby *
06.10 Kulisselageret, Horsens *
07.10 V58, Århus *
09.10 Dexter, Odense **
10.10 Sønderborghus, Sønderborg *
11.10 Pitstop, Kolding **
* = Mads Björn er support
** = Hannah Schneider er support
Billetter kan købes via GAFFA Live.





